PolicyWatch

Minister vil vente på samlet plan før indsats mod forurening

Miljøministeren vil i 2020 levere en plan, der skal komme omfattende forurening til livs, lyder det på samråd.

Foto: KELD NAVNTOFT

Der er brug for en samlet plan for oprensning af de største og mest omfattende forureninger i Danmark.

Sådan lyder det på et samråd med miljøminister Lea Wermelin (S), der til næste år vil udarbejde en endelig plan for oprensning af steder som Grindstedværket og Cheminova ved Limfjorden, hvor der er blevet deponeret giftigt affald i naturen.

"Det kan godt være, at der er gjort nogle ting, men den samlede plan har ikke været der. Det er min ambition, at vi skal have den nu," siger hun.

Planen for oprensning skal laves i samarbejde med Danske Regioner, der har anslået, at det vil koste mellem to og fire milliarder kroner at rense de mest forurenede grunde.

Staten brugte 434 millioner kroner i 2018 på generationsforureninger, som er tilfældet, når et område er forurenet gennem en længere årrække.

Danske Regioner vurderer, at de ni største vil koste mere end 50 millioner kroner per forurening at rense.

Lea Wermelin vil tage fat på de mest omfattende forureninger først og advarer om, at arbejdet er omfattende og langvarigt.

"Det er ikke alt, vi har et beløb på, og det er ikke alt, vi har teknikken til nu, så derfor er det ikke muligt at sige præcist, hvor hurtigt vi kan gøre det," siger ministeren uden at fremlægge en tidsplan.

Støttepartierne og oppositionen mener, at det går for langsomt og kritiserer, at ministeren ikke kan sige mere om tidsplanen.

Socialdemokratiet har beskyldt den tidligere Venstre-ledede regering for ikke at gøre nok, men samtidig er der endnu ikke sat ekstra midler af i finansloven for næste år.

I forståelsespapiret fra i sommer, der gjorde Mette Frederiksen (S) til statsminister, er det aftalt med støttepartierne, at oprensning er en "prioritet."

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier