PolicyWatch

Minister vil sikre forskere bedre mod lobbypres

Efter fund af fejl i forskningsrapporter vil minister beskytte forskere yderligere mod indblanding udefra.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danske forskere skal sikres bedre rygdækning i tilfælde, hvor de bliver presset af udefrakommende, der ønsker indflydelse på konklusioner i forskningen.

Det mener uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i kølvandet på en omfattende gennemgang af forskning fra Aarhus Universitet.

55 rapporter er blevet tjekket. Alle er lavet i fællesskab med eksterne samarbejdspartnere, og i en række rapporter er der fundet fejl. 

"Dansk forskning er i verdensklasse, og vi kan grundlæggende stole på de konklusioner, der kommer fra danske forskere og danske universiteter."

"Men vi kan altid blive bedre til at sikre, at den enkelte forsker har frihed til at forske, at konklusionerne er uafhængige, og at der ikke er et unødigt pres udefra for at få lov til at ændre i konklusionerne," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Der er fundet alvorlige fejl i tre rapporter fra Aarhus Universitet.

I de pågældende tilfælde har det ikke været deklareret tydeligt nok, at forskerne har samarbejdet med private aktører.

I 34 rapporter er der opdaget mindre fejl. Det handler blandt andet om, at finansieringen er nævnt, men ikke er beskrevet grundigt nok.

Kulegravningen omfatter forskning fra de seneste fem år og blev sat i værk, efter at en rapport om oksekøds klimapåvirkning fik hård kritik.

Kritikken gik blandt andet på, at Landbrug & Fødevarer og Danish Crown havde blandet sig i formidlingen af forskningen.

Ane Halsboe-Jørgensen og Uddannelses- og Forskningsministeriet vil i samarbejde med landets universiteter nedsætte et udvalg, der skal undersøge, hvordan lignende sager kan undgås fremover.

"Det afgørende for mig er, at der er gennemsigtighed omkring, hvem der har betalt for forskningen, og hvem der har haft adgang til at skrive konklusionerne," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

"Men også at danske forskere ikke skal befinde sig i situationer, hvor de på grund af økonomi skal gå på kompromis med det, de synes er forskningsintegritet, og det, de tror på."

Det er uvist, hvornår udvalgets arbejde er afsluttet.

Regeringen er klar til at se på regulering af sociale medier

Folketinget afsætter 67 millioner til it-projekt 

Mere fra PolicyWatch

Finanskrisens sidste store opgør slutter med champagne og økonomisk ruin

Den tidligere adm. direktør i Roskilde Bank Niels Valentin Hansen blev torsdag i Højesteret dømt til at betale en erstatning på godt 232 mio. kr. til Finansiel Stabilitet. Statens bank ser næppe nogensinde pengene, men påpeger, at det ikke var det, man gik efter. Frifundne bestyrelsesmedlemmer ånder lettet op.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier