Opposition: Vi fik intet at vide om forsinket boligskattesystem

I et brev til Skattestyrelsen 27. august konkluderer Statens it-råd, at tidsplanen for indførelsen af de nye ejendomsvurderinger og opkrævningen af nye boligskatter har været "helt urealistisk".
Alligevel blev forligskredsen først orienteret om forsinkelsen af skatteminister Morten Bødskov kort før et pressemøde 24. oktober.
Derfor er Morten Bødskov torsdag i samråd for redegøre for, hvorfor partierne først blev orienteret om forsinkelsen to måneder senere.
"Ministeren har vidst det i to måneder uden at fortælle os om det. Vi mener, at man bør underrette Folketinget, når der sker noget så graverende, der har betydning for så mange mennesker," siger Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm.
"Vi er ret bekymrede over informationsniveauet, og vi er bekymrede over, hvorfor ministeren har siddet på den her information uden at orientere forligskredsen," siger hun.
Morten Bødskov pointerer, at regeringen ikke har haft en intention om at skjule noget. Intentionen har været at finde løsninger - fra problemet stod klart - til pressemødet, der handlede om, hvordan regeringen vil genoprette skattevæsnets it-systemer.
"Jeg synes ikke, at man kan fremlægge et problem uden at have et svar på problemet. Når man sidder med så store problemer, så skal man jo også finde ud af finde finansieringen," siger ministeren.
/ritzau/