Mærsk-topchef skal give grønne tips til regeringen

Regeringen etablerer et nyt klimapartnerskab kaldet "Det Blå Danmark", som skal anføres af Mærsk-topchefen, Søren Skou. Han skal hermed forsøge at pejle den danske shipping- og skibsbranche i en bæredygtig retning og bliver samtidig en del af det nye Grønt Erhversforum.
Det skriver Berlingske.
Topchefen bliver den trettende erhvervsleder, som statsminister Mette Frederiksen (S) har indkaldt og sat i spidsen for et branchespecifikt partnerskab. Et arbejde, der skal sætte Danmark på rette kurs i henhold til at opfylde landets klimambitioner.
Søren Skou får et øvre ansvar for at komme med forslag til, hvordan shipping- og skibsbranchen kan hjælpe til i forhold til de samlede ambitioner. Disse skal regeringen skal så tage stilling til, før den i foråret skal forhandle en klimahandlingsplan på plads. Fristen for input fra partnerskaberne udløber i februar.
"Jeg forventer, at der kommer nogle spændende bud på løsninger, der skal arbejdes videre med. Det er jo ikke, fordi vi kan løse alle problemerne inden februar næste år, men vi vil kunne udlægge nogle spor, der skal arbejdes videre med. Det går fuldstændig hånd i hånd med det arbejde, vi allerede har sat gang i Mærsk med at finde ud af, hvordan vi bliver klimaneutrale i 2050," siger Søren Skou til Berlingske.
Topchefen fortæller, at han får tre fokusområder: international udledning, danske udledninger fra færgefart og nærtkysttrafik samt reduktioner blandt producenter af udstyr som f.eks. skibsmotorerer. Erhvervslederne sætter sig sammen med statsministeren på Marienborg for første gang på onsdag.