Astrid Krag står til at tage over for Henrik Sass

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er indstillet som Socialdemokratiets kommende kandidat i Køge.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er indstillet til at overtage Henrik Sass Larsens plads som Folketingskandidat i Køge for Socialdemokratiet.

Kredsbestyrelsen i Køge-Lejre-kredsen har indstillet hende til godkendelse til den kommende generalforsamling. Det skriver LørdagsAvisen Køge.

"Jeg er glad og meget ydmyg over indstillingen, og jeg ser meget frem til samarbejdet med de gode socialdemokratiske kræfter i de to kommuner, hvis jeg bliver valgt som kandidat," siger Astrid Krag til avisen.

Pladsen står tom, efter at Henrik Sass Larsen har forladt politik til fordel for et job som administrerende direktør i DVCA, brancheforeningen for kapitalfonde i Danmark.

Henrik Sass Larsen forlod dansk politik efter valget. I februar havde han meldt sig klar til at blive finansminister efter at have raskmeldt sig oven på en depression.

Han deltog i juni i forhandlingerne om at lade en ny regering komme til, men meldte siden fra igen for at blive helt rask. Det erklærede han sig i starten af september med en udmelding om, at han nu ville koncentrere sig om at skrive Socialdemokratiets historie.

Kort efter præsenterede han dog sit nye job og forlod dansk politik.

Køge-Lejre-kredsen er historisk set en stærk kreds for Socialdemokratiet, der trods den megen virak om Henrik Sass Larsen fik 22,7 procent af stemmerne ved valget 5. juni.

Astrid Krag kom til Socialdemokratiet i begyndelsen af 2014, efter at hendes tidligere parti, SF, var kastet ud i et ledelsesopgør.

Ved valget, hvor hun var stillet op i Sjællands Storkreds, fik hun 17.810 personlige stemmer, omkring 3000 flere end ved det foregående valg.

Kredsformand Jesper Hesselberg Andersen siger til LørdagsAvisen Køge, at kredsen er tilfreds med at have fået en tung kandidat, der kan tage kampen op i kredsen.

Til valget kunne vælgerne i Køge blandt andre stemme på Lars Løkke Rasmussen (V), Naser Khader (K), Jacob Mark (SF) og Søren Espersen (DF).

 

Sass: Intet problem at være socialdemokrat og kapitalfondschef 

Henrik Sass skal være kapitalfondschef 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også