Trods måneders tovtrækkeri træder seniorpension i kraft fra nytår

Regeringen får sin vilje, da kommuner midlertidigt skal stå for at tildele seniorpension, indtil ATP er klar.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den nye ordning for seniorpension bliver alligevel implementeret fra årsskiftet efter måneders politisk tovtrækkeri.

Det oplyser aftalepartierne til DR Nyheder. Morten Østergaard, der er politisk leder for De Radikale, er begejstret for den nye aftale.

"Vi er enormt tilfredse med, at det løfte, vi havde givet, om at man kan søge seniorpension fra 1. januar 2020, bliver til noget," siger han til Ritzau.

Aftalepartierne har accepteret, at kommunerne midlertidigt får opgaven med at vurdere, hvem der er berettiget til seniorpension.

Ordningen giver personer, der opfylder en række krav, mulighed for at forlade arbejdsmarkedet seks år før tid. Samtidig får de seniorpension, indtil de når pensionsalderen.

To af kravene for at kunne få seniorpension er, at man har været på arbejdsmarkedet i 20-25 år og har en arbejdsevne på højst 15 timer om ugen.

Kommunerne skal kun stå for ordningen midlertidigt, indtil opgaven overgår til ATP, der skal bruge op mod et år på at blive klar. Den politiske strid har handlet om, hvem der skulle stå for at tildele ydelsen i mellemtiden. 

Tidligere har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sagt, at kommunerne var eneste myndighed til at træffe afgørelsen fra begyndelsen af det nye år.

Men der har de øvrige partier hidtil sat hælene i. Det såede tvivl om, hvorvidt tidsplanen med 1. januar 2020 ville holde.

Til spørgsmålet om, hvorvidt aftalepartierne dermed har tabt en armlægning, fortæller Morten Østergaard, at løsningen ikke er endt, som han havde håbet.

"Jeg er ærgerlig over, at der bliver en overgangsfase, hvor kommunerne skal stå for afgørelserne. Men det er en beskeden pille at sluge, i forhold til at de nedslidte kan regne med, at de kan søge seniorpension fra 1. januar."

"Grundlæggende bliver det jo det, vi har ønsket os, nemlig en statslig model, der sikrer, at alle i landet får truffet afgørelsen på samme grundlag af samme myndighed," siger Morten Østergaard.

Han vurderer, at det er "fuldt realistisk og forsvarligt at give sig i kast med", selv om kommunerne får kort tid til at forberede sig på den nye ordning, selv hvis lovarbejdet hastes gennem Folketinget.

Mandag aften var Kommunernes Landsforening (KL) ikke blevet orienteret om aftalen. KL ønsker derfor på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig om sagen, der giver kommunerne ekstra ansvar.

Det er De Radikale, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance, der blev enige om en ny ordning under den tidligere regering.

Siden har regeringen tilsluttet sig aftalen, som både Venstre og Dansk Folkeparti er godt tilfredse med.

Hvis man får afslag på seniorpension af kommunen, er det ifølge partierne meningen, at man kan få prøve sin sag hos den statslige myndighed.

Flere gulerødder på vej til seniorer, som vælger arbejdsmarkedet frem for pension

Minister om seniorpension: Partier må vælge pose eller sæk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også