Pensionskasser advarer mod at fjerne 5.2-paragraf: "Så må vi investere et andet sted"

En del af pensionskasserne ejendomsinvesteringer ligger i de omtalte 5.2-ejendomme. Og ændrer politikere på lovgivningen, kan det få konsekvenser for byfornyelsen i København.
Det siger en række direktører for pensionsselskaberne til Berlingske.
Flere af direktørerne peger på, at hvis ikke der bliver investeret og renoveret i boligerne på det københavnske boligmarked, ender man med boliger, der ikke er tidssvarende, blandt andet på det grønne område, forklarer Peter Damgaard Jensen, der er adm. direktør i PKA, til mediet.
Han siger, i følge Berlingske, at pensionskasserne som konsekvens kunne begynde at sælge ud af ejendommene.
"Hvis ikke vi kan få et fornuftigt afkast til de 1,3 millioner helt almindelige danskere, vi har som kunder, på at lave boliger i København eller resten af Danmark, så må vi investere pengene et andet sted. Så må andre løse den opgave," siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA, til mediet og fortsætter:
"Hvis ikke det er private med en langsigtet investeringshorisont, der skal lave byfornyelsen, hvem skal så? For det sker ikke af sig selv."
Udmeldingen fra PKA, PFA, Forsikring & Pension og pensionsselskabet P Plus kommer i kølvandet på, at boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har sat gang i forhandlingerne om en mulig ændring i boligreguleringsloven.
Hvor forhandlingerne ender, er endnu uvist. Flere partier nægter helt at afskaffe paragraffen, men er åbne for at justere den.
Venstre siger nej til helt at skrotte udskældt boligparagraf
Danske pensionsselskabers investeringslyst på ejendomme er intakt
LLO: Andelsboliger bliver brugt som våben i paragraf 5-debat
Rapport: Afskaffelse af renoveringsparagraf vil koste statskassen milliarder