Folketingets formand skal lede udvalg i sag om kammerateri

Henrik Dam Kristensen står i spidsen for nyt udvalg, der skal se på ansættelser af pressechefer i ministerier.
Henrik Dam Kristensen (S) | Foto: LISELOTTE SABROE//
Henrik Dam Kristensen (S) | Foto: LISELOTTE SABROE//
AF RITZAU

Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), bliver formand for et nyt udvalg, der skal arrangere en konference eller høring, hvor ansættelser i ministerier kan diskuteres.

Det sker efter den seneste tids debat om, at en del nyansatte pressechefer i ministerierne har en eller anden form for relation til S-regeringen.

"Det har udviklet sig til en mere principiel debat," siger Henrik Dam Kristensen til Politiken.

"Den kan bidrage med at gøre os klogere på de kompleksiteter, der er i det her. Så må vi se, hvad det bringer med sig,"siger han.

Det nye udvalg kommer til at høre under Udvalget for Forretningsordenen, der beskæftiger sig med Folketingets arbejde.

Ifølge Politiken skal konferencen eller høringen finde sted i begyndelsen af 2020.

Berlingske kunne for nylig fortælle, at syv af ni nyansatte pressechefer i ministerierne har tætte bånd til regeringen.

Det har fået oppositionen med Venstre i spidsen til at tordne mod regeringen med beskyldninger om kammerateri.

Kritikerne fik for få dage siden nyt skyts, da en nyansat pressechef i Udlændinge- og Integrationsministeriet på Twitter kommenterede, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen havde udtalt sig om statens køb af elefanter.

Efter kritikken blev tweetet fra pressechefen senere slettet.

Venstre har krævet, at statsminister Mette Frederiksen (S) møder op til et samråd i sagen, men hun har henvist til skatteminister Morten Bødskov (S) som den, der skal møde op.

Henrik Dam Kristensen har også skrevet til statsministeren og gjort hende opmærksom på, at et flertal i Folketinget mener, at hun bør møde op til samrådet.

Folketingets formand understreger, at han ikke tager stilling i debatten.

"Jeg tager stilling til, at der er en debat omkring de her ting. Jeg tager også udgangspunkt i, at der er andre lande, som vi normalt sammenligner os med på mange måder, som har indrettet sig på en anden måde, hvor der er mere politisk udnævnelse. "

"Det er et stort skridt at tage, og det skal - og jeg understreger, hvis det skal tages - være efter en ordentlig, grundig gennemgang og diskussion af det her. Det starter vi med."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også