Rød blok vil lade selvstændige finansiere egen barsel

Selvstændige skal have samme ret til barsel som almindelige lønmodtagere, og derfor genoprettes barselfond.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Selvstændige og freelancere, der får børn, skal fremover have mulighed for at holde barsel fra deres virksomhed.

Det er aftalepartierne i rød blok enige om med finansloven for 2020. Regeringen samt de tre støttepartier og Alternativet vil drøfte den endelige model i starten af næste år.

"Det er en barriere for mange især kvinder at blive selvstændige og starte egen virksomhed, hvis man samtidig har planer om at stifte familie. Vi håber, at ordningen kan være med til at bryde de barrierer," siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Under den tidligere regering blev barselfonden for selvstændige udfaset, fordi der var store problemer med at kræve penge ind til fonden, som er designet til at være selvfinansierende.

Den skulle sikre de barslende selvstændige en indkomst svarende til 165 kroner i timen mod dagpengenes 112 kroner i timen.

Men da fonden begyndte at opkræve kontingent, kom der klager fra folk, der nok havde haft B-indkomst, men ikke var selvstændige, for eksempel pensionister, der havde deltaget i medicinske forsøg eller været valgbestyrer.

Derfor kræver det en meget præcis afgrænsning af målgruppen, så det kun er personer, som reelt er selvstændige, der omfattes.

Det er dog et problem, som den nye regering vil tage hånd om efter pres fra SF, Enhedslisten og De Radikale.

De tre støttepartier har talt for, at alle fuldtidsselvstændige med en indkomst, der berettiger til den maksimale dagpengesats, fremover skal betale cirka 950 kroner årligt ind til fonden.

Det vil være udgangspunktet for den endelige model, som skal udvikles til næste år. Endnu er det for tidligt at sige, hvornår selvstændige kan ansøge ordningen.

"Jeg kan ikke sætte en dato på, men grundlæggende så hurtigt som realistisk muligt," siger Peter Hummelgaard.

Der afsættes ti millioner kroner til at udvikle ordningen til næste år, som blandt andet skal gå til at få fonden i gang.

Det glæder erhvervsorganisationen for små og mellemstore virksomheder SMV Danmark.

"Vi har brug for flere kvinder, der starter egen virksomhed, også mens de er unge. Med øremærket barsel til mænd vil flere selvstændige mænd også tage barsel fremover," siger vicedirektør Jakob Brandt i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også