Salget af elbiler er firedoblet i 2019 og slår rekord

Der er solgt rekordmange elbiler i Danmark i 2019. Det samlede antal solgte personbiler slår også rekord.
Foto: PR / Vattenfall
Foto: PR / Vattenfall
AF RITZAU

Danskerne har købt rekordmange elbiler i 2019. Hele sidste år er der blevet solgt 5524 elbiler i Danmark. Det er fire gange flere solgte elbiler end i 2018.

Salget af elbiler i Danmark i 2019 slår samtidigt rekorden fra 2015.

Det viser tal fra Motorstyrelsens datakørsel og De Danske Bilimportørers registreringer.

Den store stigning i salget skyldes især, at udbuddet af elbiler i Danmark er blevet væsentligt større, men også at klimaet har fået stort fokus under valgkampen i foråret.

Det mener Gunni Mikkelsen, der er direktør i brancheorganisationen De Danske Bilimportører.

"Udbuddet af elbiler i 2019 har nærmest været dobbelt så stort som året før, og det har en meget stor rolle at spille, når danskerne skal vælge bil. Men selvfølgelig har det også meget at gøre med, at der har været så stort fokus på klima i det forgange år, hvor der var klimavalg og fokus på en mere miljørigtig måde at køre på," siger han.

Det er en salgsrekord fra 2015, der nu er blevet slået. Den gang blev der solgt 4310 elbiler på et år.

Men i 2015 var der tale om hamstring af elbilerne, før der blev indfaset afgifter på dem fra 1. januar 2016, understreger Gunni Mikkelsen.

"Det var særligt i de sidste måneder af 2015, at der var en stor stigning i salget af elbiler. Det skyldtes ganske enkelt, at der lå afgifter og ventede ved årsskiftet," siger han.

Gunni Mikkelsen peger på, at en lignende effekt kan have gjort noget for det rekordhøje salg af elbiler i 2019.

Der var i finanslovsudspillet lagt op til, at registreringsafgifterne på elbiler skulle stige i 2020, men det blev taget af bordet igen.

Alligevel mener Gunni Mikkelsen, at det kan have betydet, at nogle danskere ville ud og købe en elbil inden de nye regler ville være trådt i kraft.

Gunni Mikkelsen forventer en stor stigning i salget af elbiler i de kommende ti år.

"Om ti år vil vi se et samlet salg af elbiler på mellem 30 og 40 procent. Og det er nødvendigt, for at bilindustrien kan nå klimamålene om CO2-udslip for biler," siger han.

Også det samlede salg af personbiler solgt i Danmark i 2019 er det højeste antal for et kalenderår nogensinde.

Der blev solgt 225.594 personbiler sidste år, hvilket er en stigning på 3,3 procent fra 2018.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også