Vraget Nordqvist trækker sig som ordfører efter valg af ny leder

Alternativets politiske ordfører og et medlem af hovedbestyrelsen har trukket sig fra poster mandag.
AF RITZAU

Folketingsmedlem Rasmus Nordqvist trækker sig som politisk ordfører i Alternativet, efter at han af medlemmerne blev fravalgt som ny leder på et ekstraordinært landsmøde i weekenden.

I stedet blev medstifter Josephine Fock ny leder af Alternativet efter stifter Uffe Elbæk. Nordqvist lykønsker hende, men vil "ikke optage en plads, som naturligvis vil kræve et tæt samarbejde" med hende. Det skriver han på Facebook.

"Jeg stillede op til posten som politisk leder med et tydeligt projekt og en ny retning for Alternativet. Det, som jeg mente og stadig mener, ville være bedst for Alternativet og for Danmark."

"Det er jeg selvfølgelig ked af, at det ikke lykkedes at skaffe den fornødne opbakning til," skriver han.

Leila Stockmarr, der har været et fremtrædende medlem i partiet, trækker sig ligeledes mandag som medlem af hovedbestyrelsen, som hun var været talsmand for.

Nyvalgt leder Josephine Fock var ikke orienteret på forhånd om Nordqvists beslutning, oplyser hun. Hun kalder den naturlig, fordi Nordqvist fik et større nederlag, end han nok havde ventet.

"Han har præsenteret sit eget projekt, men medlemmerne bakkede op om mig, så på den måde har jeg respekt for det."

"Han siger, at han giver mig plads og mulighed for, at det projekt, som medlemmerne bakker op om, er det, som er Alternativets politik."

"Jeg tror, valget gik betydeligt dårligere, end han selv havde forudset," siger Josephine Fock.

Hun tror ikke, at flere medlemmer trækker sig, men kalder det naturligt, at Leila Stockmarr også trækker sig, da Nordqvist og Stockmarr har arbejdet tæt sammen.

Afstemningen i weekenden afslørede, at opbakningen til den nye leder ikke er entydig. Nordqvist røg ud i anden afstemningsrunde, mens Fock vandt tredje runde med 936 stemmer mod 668 til Theresa Scavenius, der er klimapolitisk forsker.

Scavenius mener, det var en fejl at gå med i klimaloven og finansloven og har sagt, at hun regner med at blive inddraget fremover. Fock har en mere pragmatisk tilgang.

Fock ventes at få det svært, da hun ikke er medlem af Folketinget, men skal have styr på en folketingsgruppe, der menes at have haft Nordqvist som favorit til posten som leder af partiet.

Baglandet ville dog i en anden retning.

Nordqvist vil fortsætte sit arbejde i Folketinget med klima, Europa og finanspolitik.

I sin vindertale lørdag gjorde Fock ellers meget ud af at inddrage Nordqvist.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også