Flertal suspenderer 225-timers-regel trods kovending fra DF

Regel, der trækker kontanthjælpsmodtagere i støtte, hvis de ikke har 225 timers arbejde, suspenderes.
Foto: LISELOTTE SABROE//
Foto: LISELOTTE SABROE//
AF RITZAU

Dansk Folkeparti var blandt de første partier til at kræve, at 225-timers-reglen blev suspenderet, fordi det er svært for kontanthjælpsmodtagere at finde job under coronakrisen.

Ifølge reglen skal kontanthjælpsmodtagere arbejde mindst 225 timer på et år, hvis de vil undgå at blive trukket i støtten.

Forslaget blev vedtaget tirsdag i Folketingssalen. Men til fleres overraskelse havde Dansk Folkeparti pludselig trukket støtten til forslaget, der oprindeligt blev båret frem af især SF og Enhedslisten samt DF. De to støttepartier vil gerne have fjernet reglen helt.

Siden lovbehandlingsarbejdet gik i gang er flere dele af samfundet dog begyndt at blive åbnet igen. Dermed har virkeligheden overhalet forslaget, mener DF, som derfor stemmer gult, altså hverken ja eller nej.

"Med den åbning der sker i samfundet, bliver det nemmere at finde de få timer. Det kan være sværere at finde et fuldtidsjob, men det behøver de heller ikke," siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) tirsdag i Salen.

Reglen dikterer, at folk, der modtager kontanthjælp, skal have arbejdet mindst 225 timer i løbet af det seneste kalenderår. Hvis ikke de har det, bliver de trukket mellem 500 og 1000 kroner i den månedlige kontanthjælp.

Suspenderingen gælder frem til 30. juni. 

Retten til at få dagpenge eller sygedagpenge er forlænget med tre måneder. Og jobcentre og a-kassers mulighed for at give sanktioner er sat på pause.

Loven gælder også bagudrettet, påpeger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) under lovbehandlingen tirsdag.

Til det svarer Bent Bøgsted:

"På det tidspunkt var det svært at gennemskue, hvornår der ville blive lukket op. Der er sket meget på den sidste uge, hvor man er begyndt så småt at åbne."

Beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) undrer sig over udmeldingen.

"Det er mennesker, der har det allersvageste fodfæste på arbejdsmarkedet. Alle mulige andre bliver fyret, især ufaglærte. Hvad skulle dog gøre, at de har nemmere ved at finde et arbejde nu," siger han og tilføjer:

"Jeg konkluderer, at det er en rent taktisk manøvre for at markere sig overfor Nye Borgerlige, fordi man er bange for de dårlige opinionstal."

Regeringen har nedsat en ydelseskommission for at gennemgå reglen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også