Wammen forventer underskud på op mod 190 milliarder

2020 bliver et år med stor tilbagegang og et stort offentligt underskud, oplyser Finansministeriet.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Finansminister Nicolai Wammen (S) forventer et offentligt underskud på op mod 190 milliarder kroner i 2020.

Det fremgår af det nye konvergensprogram for 2020.

Den årlige afrapportering til EU er præget af den alvorlige økonomiske situation, som er opstået som konsekvens af coronakrisen.

"Og selv om de mange tiltag og hjælpepakker, der er besluttet under krisen, kan forebygge langvarige negative konsekvenser, så kan det ikke undgås, at 2020 bliver et år med stor tilbagegang, og at den offentlige saldo vil udvise et stort underskud," skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Nicolai Wammen siger, at situationen for dansk og international økonomi "dybt alvorlig".

Alligevel ser han med tilfredshed på årets konvergensprogram til EU:

"Vi begynder at se, at hjælpepakkerne har en virkning, og vi er gået i gang med en langsom og kontrolleret genåbning af samfundet igen."

"I første omgang er fokus på at holde hånden under danske arbejdspladser i den her svære situation. Næste fase vil være, at vi vil kigge på tiltag, der bidrager til at få gang i hjulene i økonomien igen," siger Nicolai Wammen i pressemeddelelsen.

Konvergensprogrammet bygger ikke på en egentlig prognose for dansk økonomi, men på tre forskellige scenarier for coronakrisen, som Finansministeriet har opstillet.

Den er ifølge ministeriet behæftet med "væsentlig usikkerhed" på grund af den nuværende usikre økonomiske situation.

Der er dog i alle tre opstillede scenarier tale om offentlige underskud af en størrelsesorden, som ikke har været større siden starten af 1980'erne.

Ikke engang under finanskrisen for omkring ti år siden var de offentlige underskud så store, lyder det fra ministeriet.

Nedjusteringen i år skal blandt andet ses i lyset af de midlertidige udgifter, der er opstået med hjælpepakker og tiltag for at hjælpe lønmodtagere og erhvervsliv. Det koster nemlig i år godt 100 milliarder kroner.

Men hjælpepakkerne er også med til at sikre, at tabet for staten ikke bliver så stort, som det kunne have været tilfældet. Fordi de sparer staten for mistede skatteindtægter fra virksomheder samt merudgifter til dagpenge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også