Lejeres egne milliarder skal gå til at renovere almene boliger

30 milliarder kroner afsættes til renovering af almene boliger. Projekter for 18 milliarder er godkendt.
Største og grønneste investering nogensinde, siger boligminister Kaare Dybvad (S) om ny politisk aftale om at renovere almene boliger. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Største og grønneste investering nogensinde, siger boligminister Kaare Dybvad (S) om ny politisk aftale om at renovere almene boliger. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Et bredt politisk flertal er enig om at renovere almene boliger for 18,4 milliarder kroner. Pengene hentes fra en fond, som lejerne selv betaler til via deres husleje.

Samlet er der afsat 30,2 milliarder kroner, der skal gå til renovering i 2021-2026. Det siger boligminister Kaare Dybvad (S) på et pressemøde tirsdag.

"Vi har besluttet at investere 18,4 milliarder kroner i løbet af det næste halvandet år. Det er den største investering i den almene boligsektor nogensinde og den grønneste," siger han.

Projekter for 18,4 milliarder kroner er allerede godkendt, men flertallet vil fremrykke dem for at øge beskæftigelsen i lyset af coronakrisen.

Pengene hentes i Landsbyggefonden. Det er en fond, som lejere betaler til via deres husleje, og som typisk bruges til renovering af almene boliger.

"Landsbyggefonden er jeres penge, det er jer, der har sparet op. Når jeg har været rundt i landet, har jeg set, hvordan jeres boliger er ramt af fugt, svamp og byggeskader," siger ministeren henvendt til de almene lejere.

Der er omkring 540.000 almene boliger, og cirka én million borgere bor i en almen bolig.

Ministeren oplyser, at hver syvende beskæftiget i projekterne skal være lærlinge.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) er også glad for aftalen.

"Alt i alt en rigtig god dag for den grønne omstilling i Danmark," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også