Fremad har fået under en vælgererklæring om dagen i maj

Nye tal fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at Partiet Fremad fik meget få vælgererklæringer i maj.
Der er langt igen, hvis Simon Emil Ammitz-Billes nye parti, Partiet Fremad, skal have lov at stille op til næste floketingsvalg. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Der er langt igen, hvis Simon Emil Ammitz-Billes nye parti, Partiet Fremad, skal have lov at stille op til næste floketingsvalg. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Partiet Fremad, der blev startet i november af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, har fået 24 godkendte vælgererklæringer siden 4. maj. Dermed er partiet blot oppe på 2610 afgivne erklæringer. Det viser nye tal fra Social- og Indenrigsministeriet.

Et parti skal have 20.182 vælgererklæringer for at blive opstilingsberettiget til et folketingsvalg.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille startede Fremad i november. Det skete oven på Folketingsvalget i juni, hvor hans daværende parti, Liberal Alliance, gik voldsomt tilbage og derefter gennemgik en strid om, hvem der skulle erstatte Anders Samuelsen som leder.

"Danskerne vil gerne have en stram udlændingepolitik. Det har vi forståelse for, og det går vi også ind for. Dét vi siger, er, at den også skal være præget af fairness og retssikkerhed. Det er den justering, vi gerne vi have," sagde Ammitzbøll-Bille i november.

Siden hen viste meningsmålinger dog meget lille opbakning til partiet, og indsamlingen af vælgererklæringer er kun gået langsomt. Den tendens fortsatte altså i maj.

Politisk kommentator Hans Engell ser ikke mange chancer for, at Fremad kommer i Folketinget.

"Jeg tror, det bliver umådeligt svært for partiet Fremad både at nå 20.000 erklæringer - og skulle det lykkes så at komme over spærregrænsen. Selv om der selvfølgeligt er lang tid til et valg. Der er mange partier i markedet, og så er det som om, at det momentum, der var, da de blev skabt og LA lignede en rygende ruin, er tabt. Vi er for længst kommet videre i dansk politik," siger han.

Ammitzbøll-Bille begyndte sin politiske karriere hos De Radikale, for hvem han blev valgt ind i Folketinget i 2005. Han meldte sig ud i 2008 og stiftede året efter Borgerligt Centrum, som blev fusioneret ind i Liberal Alliance. Fremad er dermed hans fjerde parti.

Tallene fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at Kristendemokraterne siden 4. maj har fået omkring 1600 nye vælgererklæringer og er oppe på 17.907, mens Veganerpartiet har indsamlet små 400 og er oppe på 15.397.

Fremad er siden 4. maj blevet overhalet af Borgernes Folkeparti, der har 2618 vælgererklæringer.erettiget til et folketingsvalg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også