Forsamlingsforbud hæves til 100 om en måned og 200 om to måneder

Regeringen og Folketingets partier er enige om den videre plan for forsamlingsforbuddet hen over sommeren.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Folketingets partier er enige om, at forsamlingsforbuddet bliver 100 personer per 8. juli. Og 200 personer 8. august for visse arrangementer. Det oplyser Justitsministeriet.

Fra i dag, mandag, er forsamlingsforbuddet allerede hævet fra 10 til 50 personer.

Desuden er alle arrangementer, hvor deltagerne det meste af tiden sidder ned, og hvor arrangøren er omfattet af aftaler om retningslinjer for genåbningen, undtaget.

Det kan eksempelvis være et bryllup på en restaurant. Det kan også en fodboldkamp på stadion med siddepladser. Eller en generalforsamling afholdt i et konferencecenter. Samt sommeraktiviteter for børn og unge.

Men planen bliver kun til noget, hvis alt går godt. Sådan lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

"For vi skal huske, at det hele stadig afhænger af, at vi hver især følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Holder afstand, vasker hænder ofte, passer på hinanden og så videre. Og hvis vi ser, at epidemien blusser op igen, er en opstramning af forsamlingsforbuddet noget af det første, vi vil se på," siger ministeren i en pressemeddelelse.

"Jeg ser frem til drøftelserne med partierne om eventuelle yderligere lempelser inden for afgrænsede områder.

Hækkerup henviser til drøftelser om antallet af tilskuere til superligakampe. Og om at kunne afholde private fester i kommercielle lokaler, eksempelvis bryllupper, til senere end midnat.

Det bliver kulturministeren, sundhedsministeren samt Hækkerup, der vil indkalde til drøftelser vedrørende et forsøg med afvikling af superligafodbold med flere end 500 tilskuere. Det skal kunne ske på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.

"På baggrund af forsøget vil sundhedsmyndighederne, politiet og eventuelt andre relevante myndigheder evaluere, om det er foregået sundhedsmæssigt forsvarligt," skriver Justitsministeriet.

Sundhedsministeren og justitsministeren vil indkalde til drøftelser om afholdelsen af private fester i eksempelvis restauranter.

De Radikales leder, Morten Østergaard, glæder sig over lempelserne. Nu kan folk begynde at sende invitationer ud til bryllupper og fester. Og restauranter og forsamlingshuse kan åbne for arrangementer igen, siger han.

"Det var den afklaring, som jeg tror, at rigtig mange har savnet. Og jeg er meget tilfreds med, at vi nu får afprøvet under hvilke former, man forsvarsligt kan have flere mennesker på fodboldstadions. Det er oplagt, at det kan lade sig gøre," siger Morten Østergaard og tilføjer:

"Jeg har det også helt afslappet med, at man skal kunne holde bryllupsfester til efter brudevalsen. Jeg er tryg ved, at man finder en god løsning med de relevante myndigheder."

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også