Regeringen åbner grænselandet til Tyskland fra mandag

Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger, at beboere fra Slesvig-Holsten snart kan rejse frit ind i Danmark.
Justitsminister Nick Hækkerup. | Foto: Andreas Merrald / Ritzau Scanpix.
Justitsminister Nick Hækkerup. | Foto: Andreas Merrald / Ritzau Scanpix.
Af Ritzau

Som allerede varslet i sidste uge vil regeringen åbne grænselandet til Tyskland op.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag efter et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.

Han fortæller, at beboere fra den tyske delstat Slesvig-Holsten fra mandag 15. juni kan rejse ind i Danmark uden at skulle opfylde kravet om et anerkendelsesværdigt formål.

"En af de åbninger, vi kan gøre yderligere, er at åbne i grænselandet. Derfor vil det være sådan, at folk, der er bosat i Slesvig-Holsten, frit kan rejse ind i Danmark," siger Nick Hækkerup.

"Vi prøver at normalisere situationen så meget som muligt. Sådan at den interaktion, der er, forhåbentlig kan komme til at finde et niveau, som svarer til det, vi havde, inden coronakrisen indtraf," siger han.

Nick Hækkerup meddelte i sidste uge under et samråd, at det var regeringens plan at åbne op for grænselandet fra på mandag.

Tidligere onsdag meddelte Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer, at landet fra mandag 15. juni ophæver grænsekontrollen til Schweiz, Frankrig, Østrig og Danmark.

Der bliver derimod ingen dansk åbning til Skåne i Sverige i denne omgang, som der ellers har været en vis debat om.

"Vi er i øjeblikket i dialog med svenskerne for at finde ud af, om man kan lave en eller anden regionaliseret åbning, sådan at der også kan blive interaktion på tværs af Øresund igen," siger Nick Hækkerup.

"Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at svenskerne har ført en anden strategi og politik i forhold til håndtering af corona, end vi har i Danmark, som også sætter sig i relativt flere døde og et andet smittetryk," siger han.

Nick Hækkerup vil ikke sætte dato på, hvornår regeringen regner med at komme med en udmelding om en åbning mod Sverige.

"Men det skrider frem, og vi har ingen som helst grund til andet end at komme afsted så hurtigt som muligt," siger han.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er tilfreds med åbningen mod Slesvig-Holsten, men han undrer sig over, hvorfor der ikke sker en åbning mod Sverige.

"Det er ikke godt nok. Det er et skridt på vejen, og det er et vigtigt skridt på vejen, men der bliver nødt til at være en eller anden logisk sammenhæng i de her grænseregler. Hvis ikke vi som danskere forstår de her regler, hvis ikke vi anerkender, at der er en sammenhæng mellem de restriktioner, vi bliver pålagt, så er der altså en risiko for, at folk ikke følger de restriktioner," siger han og fortsætter:

"Så der er nødt til at være en sammenhæng, og den har jeg svært ved at se, når jeg ser på vores nabolande i øvrigt. Når jeg for eksempel ser på Skåne i forhold til Slesvig-Holsten."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også