Bryllupper og fødselsdage får lov til at vare til efter midnat

Folketingets partier vil tillade, at blandt andet bryllupsfester og fødselsdage kan vare til efter midnat.
Arkivfoto. | Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Arkivfoto. | Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er godt nyt på vej til kommende brudepar, fødselarer og andre, der planlægger at holde en fest uden for hjemmet i den kommende tid. Og som kan lide at være længe oppe.

Bryllupsfester, fødselsdage og andre private arrangementer på restauranter og lignende får fra lørdag 13. juni lov til at fortsætte efter midnat.

Det er Folketingets partier torsdag nået til enighed om.

"Det skal selvfølgelig ske på forsvarlig vis, og der vil også være sundhedsmæssige anbefalinger, men nu er der åbnet for, at festen kan fortsætte," siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Sundhedsmyndighederne vil udsende anbefalinger og gode råd til de private arrangementer, som "i det væsentlige" har deltagere, der sidder ned.

Medlem af Folketingets Retsudvalg Morten Dahlin (V) glæder sig over aftalen.

"Det er vi rigtig glade for, og vi er glade for, at et flertal i Folketinget fik regeringen på bedre tanker."

"Vi synes, at midnatsforbuddet var udtryk for formynderi og mangel på tillid til danskerne, så vi er glade," siger han.

Også De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er tilfreds.

"Godt nyt til de kommende brudepar – nu kan festen igen vare til den lyse morgen," skriver han på Facebook.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er blandt de personer, som har planlagt bryllup hen over sommeren.

Et politisk flertal uden om regeringen har været klar til at give danskerne tilladelse til at fortsætte fejringen af bryllupsfester og runde fødselsdage efter midnat - også selv om det sker på for eksempel en lejet restaurant.

Regeringen meldte oprindeligt ud, at en planlagt fest på en lejet restaurant eller kro var i samme kategori som værtshuse og caféer, der skal lukke ved midnat på grund af coronakrisen.

Det har retsordfører Kristian Hegaard (R) undret sig over.

"Først og fremmest synes jeg, det er helt absurd, at det er noget vi har skullet forhandle."

"Helt grundlæggende er det ikke noget, politikere skal blande sig i, hvilket sluttidspunkt runde fødselsdage og bryllupper har."

"Jeg er glad for at have været med til at bidrage til, at der kom lidt sund fornuft tilbage i dansk politik i dag," siger han.

Nick Hækkerup, hvordan kan det være, at regeringen indtog det standpunkt til at begynde med?

"Jamen, al det her proces med hvem der sagde hvad hvornår, og hvad skete der, det tror jeg i virkeligheden ikke er det, danskerne er optaget af."

"Jeg tror, danskerne er optaget af, at nu er der faktisk en mulighed for at holde sit bryllup eller sit krondiamantbryllup, eller hvad det nu måtte være."

Men overrasker det jer, at der var politiske protester over, at det skulle slutte ved midnat?

"Alle åbninger er jo afvejninger mellem hensynet til at kunne gøre det, man har lyst til, økonomiske hensyn og så at passe på, at man ikke risikerer, at smitten springer fra os igen."

"Men når vi gør det på denne måde, og der er gode råd og regler for, hvordan man i øvrigt skal sikre, at det foregår fornuftigt, så tror vi, at det kan fungere," siger Nick Hækkerup.

Anbefaling til EU-lande: Åbn de ydre grænser fra 1. juli

Regeringen foreslår to ugers feriepenge udbetalt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også