Venstres momsforslag vil tage et år på grund af gamle systemer

I Norge og Tyskland har man kunnet sænke momsen på kort tid. I Danmark vil det dog tage et år, lyder det.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. | Foto: LISELOTTE SABROE//
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. | Foto: LISELOTTE SABROE//
Af Ritzau

Da Venstre i midten af maj foreslog en halvering af momsen for at sætte gang i den danske økonomi, var håbet at kunne halvere momsen godt to uger senere.

Men nu viser det sig, at en halvering af momsen vil tage et år at gøre til virkelighed blandt andet på grund af aldrende it-systemer i skattevæsenet.

Det oplyser Skatteministeriet til Berlingske. Skatteministeriet er det ministerium, der sidder med ansvaret for at indkræve moms.

Oplysningen kommer, efter at lande som Tyskland og Norge allerede har lavet momsnedsættelser for at sætte mere gang i forbruget og støtte økonomien.

Til avisen fortæller Skatteministeriet, at den centrale årsag, til at det vil tage et år at sænke momsen, er, at en reduktion af momsen kræver "et betragteligt udviklings- og implementeringsarbejde i skattevæsenets aldrende it-systemer".

Set i lyset af Skatteministeriets oplysning mener økonomiprofessor og tidligere overvismand Michael Svarer, at det for alvor står klart, at Venstres forslag "ikke er relevant".

"De bekymringer, vi havde i almindelighed om, at lavere moms vil få folk til at holde igen med at bruge penge op til og bagefter, forstærkes naturligvis kraftigt af, at forslaget vil have så langt et indløb. Det gør det selvfølgelig helt absurd."

"Derfor er det simpelthen ikke et relevant forslag i debatten om, hvordan vi skal genoprette økonomien," siger Michael Svarer til Berlingske.

To andre økonomiprofessorer, Bo Sandemann Rasmussen og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, er enige om, at det med den lange implementeringstid ikke længere giver mening at diskutere en halvering af momsen som et værktøj til at rette op på økonomien. Det siger de til Berlingske.

På trods af den lange implementeringstid står Venstre fast på forslaget. Det siger partiets finansordfører, Troels Lund Poulsen, til Berlingske.

Over for avisen kalder han vurderingerne fra Skatteministeriet for "fabrikerede til lejligheden", og han "giver derfor intet for det".

I øjeblikket forhandler regeringen med Folketingets partier om forskellige måder at sætte gang i den danske økonomi igen. Et af forslagene går på at udbetale indefrosne feriepenge.

Regeringen åbner for at udbetale feriepenge af flere omgange

Økonomer advarer mod nedsættelse af dansk moms 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også