Regeringen: Man skal ansøge digitalt for at få feriepenge

Hvis man vil have udbetalt de indefrosne feriepenge, skal man ansøge om det via en digital løsning. Det meddeler Beskæftigelsesministeriet søndag, efter at flere økonomer og politikere har udtrykt bekymring for, at ansøgningssystemet kan betyde mindre effekt af tiltaget.
Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
AF RITZAU

Når der senere i år bliver frigivet tre ugers indefrosne feriepenge til danske lønmodtagere, vil man skulle ansøge digitalt for at få pengene.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet på sin hjemmeside.

"Der udvikles i den forbindelse en digital løsning, hvormed man kan vælge at modtage pengene," skriver ministeriet.

Regeringen har tidligere meldt ud, at pengene vil blive udbetalt senest til oktober. Inden da skal lovforslaget fremsættes i Folketinget.

Flere økonomer og politikere har udtrykt skepsis over, at man skal ansøge om at modtage pengene, da det kan betyde, at ikke alle får ansøgt.

Dermed kommer der muligvis ikke helt så mange penge ud i samfundet som muligt, der skal være med til at sparke gang i forbruget efter coronanedlukningen.

Der er indefrosset fem ugers feriepenge grundet en ændring i ferieloven. Pengene skulle egentlig først være udbetalt, når den enkelte går på pension.

Tre af ugerne bliver udbetalt for at sætte gang i forbruget efter coronakrisen. Folketinget vil senere i år forhandle om udbetalingen af de sidste to uger.

For at få udbetalt feriepenge skal man have haft et lønnet job i perioden september 2019 til udgangen af august i år. Den præcise udbetaling afhænger af ens årsindkomst - herunder om man betaler topskat.

Ifølge Danmarks Statistik tjener en gennemsnitlig lønmodtager 455.000 kroner om året.

Med den indkomst har man udsigt til en udbetaling på cirka 19.000 kroner efter skat, viser beregninger fra Danske Bank.

Regeringen forventer, at de tre ugers feriepenge for alle lønmodtagere er 59 milliarder kroner før skat. Efter skat er beløbet 39 milliarder kroner.

Flere partier vil have automatisk udbetaling af feriepenge 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også