Første model for udtagning af lavbundsjord er på plads

Den første del af planen for at omdanne dyrket kulstofrig lavbundsjord til natur er klar, men de 2 mia. kr., som er afsat, rækker til under 10 pct. af det samlede areal af lavbundsjorder.
Fødevareminister Mogens Jensen (tv.) i samtale med Jais Valeur, adm. direkør i Danish Crown, i forbindelse med Klimapartnerskabets udspil. | Foto: Mie Hee Christensen
Fødevareminister Mogens Jensen (tv.) i samtale med Jais Valeur, adm. direkør i Danish Crown, i forbindelse med Klimapartnerskabets udspil. | Foto: Mie Hee Christensen

Regeringen og støttepartierne Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet har nu lagt sig fast på modellen, der skal skyde gang i den omfattende proces med udtagning af lavbundsjorde, der står for stor udledning af CO2 til atmosfæren.

Modtag AgriWatchs nyhedsbrev gratis!

Arbejdet kommer til at forløbe i to spor. I det ene spor afsætter Miljøstyrelsen 255,5 mio. kr. til en ny national tilskudsordning. Den vil give mulighed for engangskompensation til lodsejere, der går med i projekterne og stopper med at dyrke marker, der ligger på lavbundsjorder. Ordningen kan søges af kommuner, lodsejere og fonde.

I det andet spor bliver der afsat 329 mio. kr. til Naturstyrelsen, der kan gå i gang med projekter i alle dele af landet, hvor der er lavbundsjorder, som egner sig til at blive udtaget.

"Udtagning af lavbundsjorde har været efterlyst af erhvervet selv, og jeg forventer på den baggrund, at der vil blive stor søgning til ordningen. Dansk landbrug skal være grønnere og mere klimavenligt, og det her er et meget vigtigt skridt i den retning," siger fødevareminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse.

AgriWatch forsøger at få et opfølgende interview med ministeren.

Under 10 pct

Fra i år og til og med 2022 skal der som tidligere annonceret bruges 600 mio. kr. på indsatsen. Midlerne er en del af en samlet bevilling på 2 mia. kr., som på finansloven i 2019 blev afsat til at udtage lavbundsjorder i perioden 2020-2029.

For 2 mia. kr. forventer de politiske aktører at kunne udtage omkring 15.000 hektar lavbundsjord, hvilket svarer til en gennemsnitspris pr. hektar på 133.333 kr.

Udtagningen af 15.000 hektar vil ifølge regeringen reducere udledningen af skadelige klimagasser med 0,27 millioner tons årligt. Det svarer dog kun til 8,8 pct. af det samlede areal af kulstofrige lavbundsjorder inden for landbrug, der udgør samlet 171.000 hektar.

Foruden de to føromtalte spor afsættes 17,3 mio. kr. til opbygning af mere viden om effekten af udtagning af lavbundsjorder for at sikre en løbende forbedret viden om, hvilke jorder der bedst og hurtigst kan udtages.

Ud over de i alt 2 mia. kr., der i 2019 år blev afsat på finansloven, er der også årligt afsat 65 mio. kr. til udtagning af lavbundsjorder gennem EU's Landdistriktsprogram.

(Denne artikel er leveret af vores søstersite AgriWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også