V-profil ønsker undersøgelse om sexisme på Christiansborg

En undersøgelse skal afdække omfanget af krænkende adfærd på Christiansborg, mener Eva Kjer Hansen (V).
tidligere minister og medlem af Ligestillingsudvalget Eva Kjer Hansen (V), mener det er nødvendigt med en undersøgelse af omfanget af sexisme på Christiansborg, så man kan diskutere eventuelle forholdsregler. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
tidligere minister og medlem af Ligestillingsudvalget Eva Kjer Hansen (V), mener det er nødvendigt med en undersøgelse af omfanget af sexisme på Christiansborg, så man kan diskutere eventuelle forholdsregler. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Folketinget bør igangsætte en undersøgelse, som skal afdække omfanget af sexisme og krænkende adfærd på Christiansborg.

Det mener tidligere minister og medlem af Ligestillingsudvalget Eva Kjer Hansen (V).

"Det er både nuværende og tidligere kolleger, der kan fortælle historier, hvor de synes, de har været udsat for meget ubehagelige situationer."

"Der (i undersøgelsen red.) får vi jo afdækket, hvad der er op og ned i de fortællinger, der er fremme, og hvor omfattende det er. Det, synes jeg, er nødvendigt for, at vi kan diskutere, hvilke initiativer der skal tages," siger hun.

I sidste uge sagde Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), efter et møde med Folketingets Præsidium, at det skal være muligt på en "betryggende måde" at fortælle om ubehagelige oplevelser i Folketinget.

Præsidiets opgave er at tage sig af Folketingets indre forhold og herunder altså også, hvordan tinget skal håndtere sexisme.

"Vi skal arbejde videre med det, og vi vil inddrage erfaringer fra andre lande. Men det er klart, at vi ikke vil acceptere sexisme," sagde formanden.

Men Eva Kjer Hansen (V) kan ikke se, hvad det danske folketing skal bruge udenlandske parlamenters erfaringer til.

"At sige, at nu vil man se, hvad de gør i andre landes parlamenter, eller nu kan administrationen kigge på det. Det er at tage alt for let på den kritik, der har været fremme," siger hun.

Henrik Dam Kristensen (S) sagde også, at præsidiet skal "tale med partierne i processen", fordi der er flere arbejdsgivere på Christiansborg.

- Præsidiet har ansvaret for de ansatte i Folketinget, men partierne har ansvaret for deres medarbejdere, sagde han.

Eva Kjer Hansen (V) mener ligeledes, at partierne skal inddrages.

Dog savner hun, at Henrik Dam Kristensen (S) som Folketingets formand tager ansvaret på sig og undersøger, om kulturen på Christiansborg er i orden.

"Giver vi plads til hinanden, respekterer vi hinanden, eller er der en sexisme, vi skal have sat ind overfor? Det kan han fint gøre i et samarbejde med partierne," siger hun.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Henrik Dam Kristensen (S), men det er endnu ikke lykkedes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også