Venstre støtter kommissionsundersøgelse i minksag

Formand Jakob Ellemann-Jensen fortæller, at Venstre bakker op om at nedsætte en kommission i minksagen.
Foto: LISELOTTE SABROE/Ritzau Scanpix
Foto: LISELOTTE SABROE/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Venstre har lagt sig fast på, at partiet støtter en egentlig kommissionsundersøgelse af forløbet, hvor regeringen gav en ulovlig ordre til at aflive alle mink i Danmark. Det siger V-formand Jakob Ellemann-Jensen til Politiken.

Han beskylder regeringens støttepartier for hykleri, når de tøver med at nedsætte en kommission.

Ellemanns utilfredshed skyldes, at støttepartierne sammen med regeringen kort efter folketingsvalget sidste år nedsatte Instrukskommissionen, der ser på daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) instruks om at adskille visse asylpar.

"Det er derfor, det er hykleri, når det nye flertal så siger, at vi synes ikke, der skal nedsættes en kommission, når der er nogle her, som står og tilstår, at "ja, vi kørte over for rødt, men vi vidste ikke, at der var rødt"," siger han.

Jakob Ellemann-Jensen svarer "ja" til Politikens spørgsmål om, hvorvidt han ønsker en kommission.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har også erklæret, at de ønsker en kommissionsundersøgelse af minkforløbet. Det samme har De Konservative tidligere gjort.

"Nu er der tale om et lovbrud, og så giver det mening at undersøge det med en kommissionsundersøgelse."

"Udfordringen er, at det tager lang tid, men jeg tror på, at det er vigtigere at være grundig end at være hurtig," sagde gruppeformand Mai Mercado (K) i sidste uge til Politiken.

Det kræver et flertal i Folketinget at få nedsat en kommission, og regeringen kan også selv vælge at gøre det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også