Ved nok doser kan 100.000 vaccineres dagligt til februar

I alt 47.000 danskere har fået første stik med coronavaccine. Til februar kan det være 100.000 om dagen.
Siden har knap 47.000 danskere fået den første af to doser. Det svarer til 0,8 procent af den danske befolkning. | Foto: Philip Davali
Siden har knap 47.000 danskere fået den første af to doser. Det svarer til 0,8 procent af den danske befolkning. | Foto: Philip Davali
ritzau

Er der vaccinedoser nok, vil det i februar være muligt at vaccinere 100.000 danskere om dagen mod covid-19. Det skriver Berlingske.

"Det arbejder vi efter," siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, til avisen. Han understreger, at vi ikke er der endnu.

"Men vi bevæger os derhen, i takt med at vi får leveret nye vacciner, og flere bliver godkendt," lyder det.

Nås målet, vil det betyde, at der skrues gevaldigt op for den hastighed, som den danske befolkning bliver vaccineret med.

Det første stik i Danmark med den hidtil eneste godkendte coronavaccine fra Pfizer og Biontech blev givet 27. december.

Siden har knap 47.000 danskere fået den første af to doser. Det svarer til 0,8 procent af den danske befolkning.

Fra næste uge er det forventningen, at der kommer 60.000 doser af vaccinen fra Pfizer og BioNTech til Danmark om ugen.

Der skal dermed større leverancer - eller leveringer af andre vacciner - til, før der kan vaccineres så stort et antal dagligt.

Danmark har via EU indgået aftaler med flere selskaber om at købe doser af de vacciner, de arbejder på, hvis de godkendes af myndighederne.

En af dem er Moderna. Her ventes en udtalelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) på onsdag.

Anbefales en godkendelse, skal EU-Kommissionen efterfølgende godkende vaccinen. Og det vil sende vacciner Danmarks vej.

Danmark har sikret sig en million vacciner fra Moderna, og de kan være med til at skrue op for vaccinationshastigheden.

Inden sommeren er forbi, kan størstedelen af danskerne ifølge DR være blevet vaccineret mod covid-19.

Sådan lyder et forsigtigt gæt fra Thomas Senderovitz, der er direktør for Lægemiddelstyrelsen.

"Hvis alt går efter planen, kan man godt have vaccineret størstedelen af den voksne befolkning, inden sommeren er slut," siger han til DR.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også