Daginstitutioner forbliver åbne trods pres fra pædagoger

Nye restriktioner indeholder ikke lukning af daginstitutioner. Støtteparti kalder det en "bekymrende løsning".
"Det er en bekymrende løsning, fordi den skubber ansvar over på forældre og personale," skriver SF's Jacob Mark. | Foto: Aleksander Klug
"Det er en bekymrende løsning, fordi den skubber ansvar over på forældre og personale," skriver SF's Jacob Mark. | Foto: Aleksander Klug

En lukning af daginstitutionerne var ikke en del af regeringens nye restriktioner, der blev præsenteret på et pressemøde tirsdag.

"Vi lytter til myndighederne i forhold til sundhedsanbefalingerne. Men vi har brug for, at der er mange personalegrupper, der kan møde frem på arbejde," siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Støttepartierne Enhedslisten og SF har ellers opfordret til, at daginstitutionerne skulle gå over til nødpasning som i foråret. Det samme ønsker pædagogernes fagforening, Bupl.

SF's børneordfører, Jacob Mark, skriver på Twitter, at der er valgt en "bekymrende løsning".

"Ingen krav om nødpasning eller mundbind ved aflevering. Men opfordring til forældre om at holde børn hjemme, hvis muligt. Og institutionerne skal dele op i mindre grupper og ellers lukke."

"Det er en bekymrende løsning, fordi den skubber ansvar over på forældre og personale," skriver Jacob Mark.

Initiativer er dog på vej på børneområdet. Det skriver børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på Facebook.

"Nok lukker daginstitutionerne ikke, men der kommer nyt i forhold til test og vacciner til personale, små og faste grupper, afstandskrav for forældre samt anbefaling om udeaflevering," skriver hun.

De nye tiltag vil komme efter et møde i sektorpartnerskabet.

Ifølge Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, skal personalet dog ikke forvente at komme foran i vaccinekøen.

"Ældre og sårbare vil være de først prioriterede i vaccinationskøen," siger han på pressemødet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også