PolicyWatch

Minister vil have nationalt kompromis for landbruget

Regeringen dropper udspil for reduktion af CO2 i landbruget og vil i stedet inddrage landbruget mere.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Da vælgerne i juni 1992 stemte nej til mere EF, var det så svært at blive enige om en vej ind i unionen, at man lavede et nationalt kompromis. Det medførte, at Danmark stod uden for det europæiske samarbejde på fire områder, de såkaldte forbehold.

Forhandlingerne om en ny landbrugspakke ventes også at blive svære, og derfor drømmer fødevareminister Rasmus Prehn (S) om et nyt nationalt kompromis.

"Vi har brug for et nationalt kompromis, hvor vi både kan være ambitiøse på klima og miljø og have et landbrug i vækst og udvikling, hvor der stadig er job til slagteriarbejderen," siger ministeren.

Han har valgt helt at droppe regeringens grønne landbrugsudspil, som blev udskudt i november sidste år på grund af minksagen. Udspillet skulle redegøre for, hvordan udledningen af CO2 i landbruget skal reduceres.

Ministeren vil i stedet i dialog med landbrug og klimaorganisationer, som er inviteret til møde onsdag, og partierne på Christiansborg, som er inviteret til møde torsdag, hvor forhandlingerne indledes.

Frygten hos støttepartierne er, at regeringen bliver mindre ambitiøs på klimaets vegne, når den dropper sit udspil og inddrager landbruget mere. Ministeren forsvarer landbruget.

"Landbruget har også en grøn dagsorden. Vi har en god og lang tradition i Danmark for det samarbejdende folkestyre, hvor der kan være modsatrettede interesser. Når vi finder fællesmængder, så er det der, vi for alvor rykker. Det er der, vi for alvor får landbruget til at trække med i en grøn omstilling. Vi kommer til at være meget ambitiøse på klimaet, men vi skal ikke sende arbejdspladser ud af Danmark," siger han.

Det har vakt kritik, at regeringen vil lytte endnu mere til landbruget, som allerede er blevet hørt gennem regeringens klimapartnerskaber.

Rasmus Prehn forholder sig ikke til, om staten med regeringens udmelding skal påtage sig en endnu større del af regningen for den grønne omstilling.

Landbrug & Fødevarer: Vi har presset på for mere klima-dialog

S skyder påstand om klimanøl ned: "Vi vil være brobygger"

Støttepartier frygter landbrugsnøl efter udskudt klimaplan 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier