Stop for udenlandske praktikanter chokerer landbruget

Frygt for coronamutationer har medført midlertidigt stop for landbrugspraktikanter. Kritisk, mener erhvervet.
"På mange af de landbrug, der har praktikanter, er der dyr - grise eller køer. De skal passes hver dag," siger Lone Andersen fra L&F. | Foto: Michael Bothager
"På mange af de landbrug, der har praktikanter, er der dyr - grise eller køer. De skal passes hver dag," siger Lone Andersen fra L&F. | Foto: Michael Bothager
af ritzau

Hundredvis af danske landmænd kommer til at spejde forgæves efter udenlandske praktikanter, som ellers var på vej hertil.

Det er situationen, efter at Styrelsen for International Rekruttering og Integration dags dato har indstillet nye opholdstilladelser efter studie,- praktikant- og au pair-ordningen.

"Coronasituationen er fortsat meget alvorlig."

"Derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at undgå, at udlændinge tager særligt smitte med nye mutationer med til Danmark," skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) som begrundelse på ministeriets hjemmeside.

Meddelelsen kommer som et chok for landbruget, lyder det fra viceformand Lone Andersen fra organisationen Landbrug & Fødevarer.

"Det er godt nok noget af en mavepuster at få for de landmænd, der står og afventer og få en praktikant ind på gården, som de regner med skulle være der de næste 12 måneder."

"Og som de måske allerede har ventet på, fordi sagsbehandlingstiden har været lang," siger hun.

Det stiller landmændene i en svær situation, fordi der ofte ikke er anden arbejdskraft at få.

"På mange af de landbrug, der har praktikanter, er der dyr - grise eller køer. De skal passes hver dag."

"Hvis man er underbemandet, giver det ekstra arbejde til de andre og ejerne. Men det kan også gå ud over dyrevelfærden," siger Lone Andersen.

Stop for praktikanter fra udlandet gælder foreløbig fire uger, men landbruget frygter, det vil blive forlænget.

"Vores håb er, at ministeren vil revurdere beslutningen og undtage praktikanter. De bliver slået i hartkorn med au pair-personer og studerende fra udlandet."

"Men der er den forskel, at praktikanterne indgår i et samfundskritisk vigtigt erhverv. Det er dyr, vi har med at gøre," siger Lone Andersen.

Viceformanden er helt på det rene med, at der skal gøres en ekstraordinær indsats for at holde coronamutationer ude af landet.

Men man kunne ifølge Lone Andersen kommet et godt stykke ad vejen ved at fastsætte skrappe karantæneregler for landbrugspraktikanter ved ankomst til Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også