Hver tredje dansker tror vaccinen vil afskaffe restriktioner i år

37,8 procent i en rundspørge sætter lid til, at vaccinen kan blive restriktionernes endeligt allerede i år.
Cirka 1,8 procent - svarende til 105.122 personer - af den danske befolkning er blevet færdigvaccineret mod coronavirus. | Foto: Per Rasmussen
Cirka 1,8 procent - svarende til 105.122 personer - af den danske befolkning er blevet færdigvaccineret mod coronavirus. | Foto: Per Rasmussen
af ritzau

Hver tredje dansker sætter sin lid til, at vaccinen mod coronavirus vil gøre det muligt at løfte alle restriktionerne i løbet af 2021.

Det viser en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Faktisk har hele 37,8 procent af de adspurgte sagt, at de tror, at det danske vaccinationsprogram vil betyde, at man i Danmark vil kunne løfte alle restriktioner inden udgangen af året.

Den officielle danske plan er, at alle, der ønsker en vaccination mod coronavirus, skal være færdigvaccineret ved udgangen af juni 2021.

Og den plan har kun lidt over en tredjedel af danskerne tro på. Til gengæld svarede 31,2 procent, at de ikke havde tillid til, at planen kunne overholdes.

Cirka 1,8 procent - svarende til 105.122 personer - af den danske befolkning er blevet færdigvaccineret mod coronavirus.

Yderligere 87.868 personer har allerede fået første stik med vaccinen, men venter nu på at blive færdige med vaccinationen.

Men det er ikke kun, hvorvidt Danmark kan nå at vaccinere alle eller ej, der spiller en rolle i borgernes tiltro til vaccinen.

15,6 procent svarer nemlig, at de tror, at de nuværende og fremtidige mutationer af coronavirusset vil gøre vacciner uvirksomme og kræve restriktioner helt ind til udgangen af 2022.

Ud over den normale variant af coronavirus, som kom til Danmark i februar sidste år, har flere mutationer nu også gjort sit indtog i landet.

Især den britiske variant, B117, er begyndt at fylde i de danske coronastatistikker.

Den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI), der dækker fra 14. november til 30. januar, viser, at der er fundet 1342 tilfælde af B117 i Danmark.

Varianten vurderes ikke som værende farligere end den, der i øjeblikket er dominerende i Danmark. Men den smitter altså mere.

De danske sundhedsmyndigheder vurderer, at varianten vil stå for 80 procent af coronasmitten i Danmark i starten af marts.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også