Nyt epidemiråd vil blive domineret af ministrenes egne repræsentanter

Ministre skal sætte navn på 5 af 11 medlemmer i en ny kommission, hvis formål ellers er at adskille politik fra sundhedsfaglige vurderinger.
Coronaordfører Peder Hvelplund (EL) afviser kritikken og påpeger, at hvis f.eks. Sundhedsstyrelsen er uenig med ministrenes repræsentanter, skal det stå i indstillingen til Folketinget, og "det vil kvalificere det politiske beslutningsgrundlag". | Foto: Emil Helms
Coronaordfører Peder Hvelplund (EL) afviser kritikken og påpeger, at hvis f.eks. Sundhedsstyrelsen er uenig med ministrenes repræsentanter, skal det stå i indstillingen til Folketinget, og "det vil kvalificere det politiske beslutningsgrundlag". | Foto: Emil Helms
AF Jyllands-Posten formidlet af ritzau

En ny epidemikommission skal sikre, at det fremover står klart, hvad der er sundhedsfaglige anbefalinger, og hvad der er politiske ønsker, når regeringen indfører restriktioner for at bekæmpe en epidemi.

Men kommissionen vil blive besat med så mange folk udpeget af regeringen selv, at det ifølge eksperter vil gå stik imod hensigten om at skabe gennemsigtighed, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

"Det ligner en trojansk hest, som pakkes ind i sundhedsfaglighed, men hvor det i realiteten er ministerielle interesser, der bliver varetaget," siger Kristian Lauta, juraprofessor ved Københavns Universitet.

Epidemikommissionen skal rådgive om håndteringen af farlige sygdomme og lave indstillinger, som skal sendes til Folketinget, før regeringen kan indføre restriktioner – f.eks. forsamlingsforbud eller store nedlukninger.

Det nye organ vil bestå af 11 medlemmer. Fem udpeges af ministre – inkl. formanden. Et medlem indstilles af hhv. Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitiet. KL og Danske Regioner får en plads hver.

Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedspolitik ved Syddansk Universitet, konstaterer, at "sundhedsfagligheden står for svagt".

"Man vil gerne have, at det fremgår, hvornår noget er politisk, og hvornår noget er sundhedsfagligt, men det kommer ikke til at stå mere klart med epidemikommissionen," siger han og påpeger, at myndighederne i kommissionen "i sidste ende er underlagt ministeren".

De Lægevidenskabelige Selskaber mener, at de bør have en fast plads i den nye kommission.

"Styrelserne er jo embedsmænd for ministerierne og dermed ministeren. Derfor er der behov for at styrke den sundhedsfaglige uafhængighed," siger formand Susanne Axelsen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har ingen kommentarer.

Coronaordfører Peder Hvelplund (EL) afviser kritikken og påpeger, at hvis f.eks. Sundhedsstyrelsen er uenig med ministrenes repræsentanter, skal det stå i indstillingen til Folketinget, og "det vil kvalificere det politiske beslutningsgrundlag".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også