Minister tror på at elektrolyseanlæg kan blive frontløber

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen ser dansk Power-to-X-anlæg i Esbjerg som frontløber og inspiration til fremtidig strategi.
Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov

Danmark får muligvis Europas største PTX-anlæg i Esbjerg. Det blev klart mandag aften, at Copenhagen Infrastructure Partners planlægger opførelsen af et anlæg, der fra 2026 skal kunne producere 800.000-900.000 ton grøn ammoniak årligt via en elektrolysator på 1 GW.

PTX er en samlet betegnelse for, at man bruger elektrolyse til at omdanne el til brint, som siden kan omdannes til syntetiske brændstoffer eller syntetiske kemikalier.

Projektet ventes at koste omkring 1 mia. euro, der skal rejses via kapitalforvalterens kommende Energy Transition Fund.

"Det er virkeligt et stort, ambitiøst og gavnligt projekt, der er sat gang i i dag. Vi står snart i en situation, hvor vi kan omdanne vinden i Nordsøen til brændstof til skibe og gødning til vores marker," siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen på et pressemøde tirsdag.

Ministeren kom med lykønskninger til både CIP og Esbjerg, der nu for alvor skal i gang med udviklingen af det store anlæg.

"Der står foran jer nu et enormt udviklingsarbejde. Jeg tror på, at I bliver frontløbere. Ikke bare i Danmark, men i verden. Vi er meget glade for det her projekt i regeringen," siger han.

Frontløber er et ord, ministeren heftigt bruger i beskrivelsen af det nye projekt. Og det skal ikke kun ses i europæisk kontekst, skal det forstås.

Regeringen sætter nemlig snarligt gang i udviklingen af fremtidens PTX-strategi. Hvad strategien kommer til at indeholde i store træk er uvist, men ministeren gør det klart, at PTX-anlægget i Esbjerg kan komme til at inspirere fremtidens strategi.

"Vi kommer fra regeringen til at lave en strategi for PTX, og her er det fremragende, at der er nogen, der her er foran og dermed bidrager meget positivt til vores arbejde," siger han.

"Vi kan ikke afsløre, hvad strategien kommer til at indeholde, men der er ingen tvivl om, at sektorintegration, og hvad vi fra statens side kan gøre for at sikre en integreret udnyttelse af teknologien, er vigtig."

Den kommende strategi har endnu ikke fået en deadline, men ministeren forsikrer, at den skal ligge færdig i løbet af 2021.

CIP forventer konkurrencedygtig grøn ammoniak om fem år

PTX-anlæg kan dække en tredjedel af Esbjergs varmeforbrug

CIP vil bygge Europas største PTX-anlæg i Esbjerg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også