Mette Frederiksen vil sikre vaccine til kamp mod mutationer

Europa skal gøre mere for at øge produktionen af vaccine, siger statsministeren før EU-topmøde.
"Vi har vacciner, men ikke nok af dem. Det afslører en sårbarhed og en afhængighed, som vi skal have ændret på," siger Mette Frederiksen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
"Vi har vacciner, men ikke nok af dem. Det afslører en sårbarhed og en afhængighed, som vi skal have ændret på," siger Mette Frederiksen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Forud for EU-topmødet i denne uge lægger statsministeren Mette Frederiksen (S) ikke skjul på, at hun er skuffet over tempoet i EU's udrulning af vaccine mod corona.

"Tallene imponerer ikke. Danmark ligger i front, men i EU er det kun omkring fire procent af befolkningen, der er blevet vaccineret. I Storbritannien er det mere end en fjerdedel, og Isreal er stukket helt af fra os andre på den positive måde," siger Mette Frederiksen.

Hun peger på manglende produktionskapacitet som årsag til den langsommelige vaccination i EU-landene.

Den udfordring vil Mette Frederiksen tage op på EU-topmødet, siger hun onsdag på et møde i Folketingets Europaudvalg. Her orienterer de skiftende statsministre traditionen tro de øvrige partier i Folketinget om kommende EU-topmøder.

"Vi bliver nødt til at have en europæiske vaccinestrategi, som handler om at vaccinere egne befolkninger i EU, revaccinere vores befolkninger og sikre vaccine nok til at hjælpe globalt," siger Mette Frederiksen på mødet.

Hun peger på, at det formentlig ikke vil være nok at vaccinere de europæiske befolkninger én gang. På grund af mutationerne vil danskerne og andre europæere formentlig skulle vaccineres gentagne gange de kommende år.

"Jeg har svært ved at forestille mig, at vi ikke får brug for at vaccinere i flere år frem. Derfor er det vigtigt, at vi får øget produktionen."

"Vi har vacciner, men ikke nok af dem. Det afslører en sårbarhed og en afhængighed, som vi skal have ændret på," siger Mette Frederiksen.

I øjeblikket er det blandt andet den særlige mutation af corona kaldet B117, der skaber usikkerhed om genåbningen. Men også andre mutationer er kendt, og det kan få betydningen for effekten af vaccinen på sigt.

"Jeg tror, at vi kommer til at skulle revaccinere befolkningerne mod mutationer i de kommende år," siger Mette Frederiksen.

Den danske statsminister lægger derfor op til, at der skal træffes beslutninger, så der kan sikres produktion til landene i EU, men også til lande, som ikke selv har råd til at købe vaccine.

Dermed er vaccinen også et spørgsmål, der griber ind i udenrigspolitikken, siger Mette Frederiksen.

Hun lægger op til, at den øgede produktionskapacitet skal aftales i dialog med erhvervslivet. Også andre europæiske lande stiller sig bag ønsket om at øge produktionskapaciteten.

Spørgsmålet om vaccineudrulningen ventes at blive et centralt tema på EU-topmødet, der foregår virtuelt på grund af risikoen for corona.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også