Minister om udskudte medieforhandlinger: Hav tålmodighed

Umiddelbart vil minister ikke opdele medieforhandlingerne, som er blevet udskudt til ukendt tidspunkt.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det er efterhånden svært at holde styr på, hvor mange gange forhandlingerne om et medieforlig er blevet udskudt.

Udskydelserne skyldes coronasituationen og et travlt ministerium ifølge kulturminister Joy Mogensen (S). Det siger hun onsdag på et samråd om sagen.

"Jeg appellerer til tålmodighed, og til at vi holder fokus på den måde, vi kan hjælpe medie- og kulturlivet gennem coronakrisen. Jeg indkalder til medieforhandlinger i 2021, så snart coronasituationen tillader det," siger hun.

Hun kan ikke love, at det bliver i år, men hun håber på det. Flere partier er ellers ved at miste tålmodigheden med kulturministeren, som flere gange har udskudt forhandlingerne, siden regeringen overtog regeringsmagten i 2019.

Især ugeaviser og lokalaviser er under pres på grund af udbredelsen af coronapandemien. Det skyldes primært faldende annonceindtægter. Mediebranchen har bedt om en afklaring, da det er usikkert, hvilke vilkår den skal forholde sig til.

Flere partier på Christiansborg har efterlyst, at man deler forhandlingerne op og går i gang med at forhandle om de dele, som haster mest. Ministeren er ikke overbevist om den løsning.

"Det skal stadig ses samlet," siger hun. "Jeg er helt med på, at vi sagtens kan tage tingene gradvis, men vi skal stadig have helheden for øje. Jeg kan ikke sige, hvornår vi kan starte den gradvise forhandling. Men det er bestemt en mulighed, når den tid kommer," siger hun.

Hun peger på, at Kulturministeriet har haft travlt med udbetaling af hjælpepakker til kulturlivet generelt. Der er udbetalt 3,3 milliarder kroner gennem flere end tusind udbetalinger. Den vigtigste opgave er genåbningen af dele af samfundet.

"Det kommer stadig til at lægge meget beslag på min og ministeriets tid. Af den grund alene kan jeg ikke sætte en dato for præcis, hvornår medieforhandlingerne går i gang. Heldigvis håber jeg ikke, at vi står i en situation, hvor mediebranchens overlevelse står og falder med, om der kommer forhandlinger før eller efter sommerferien," siger Joy Mogensen.

Hun fremhæver, at flere medier også har fået tilbudt hjælp gennem hjælpepakkerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også