Mindretal kan godkende coronaindgreb

Nye restriktioner fra regeringen kan blive blåstemplet uden et flertal i Folketinget. Det virker ikke helt gennemtænkt, siger en professor.
Politisk ordfører Sophie Løhde (V) kalder det "dybt problematisk, hvis regeringen vil gøre brug af mindretal til at indføre tvangsindgreb over for danskerne", men påpeger, at en sag i sidste ende kan tages op i folketingssalen. | Foto: Jens Dresling
Politisk ordfører Sophie Løhde (V) kalder det "dybt problematisk, hvis regeringen vil gøre brug af mindretal til at indføre tvangsindgreb over for danskerne", men påpeger, at en sag i sidste ende kan tages op i folketingssalen. | Foto: Jens Dresling
af Jyllands-Posten formidlet af ritzau

Det er blevet udråbt som en sejr for folkestyret, at regeringen med den nye epidemilov kun kan indføre nye coronarestriktioner, hvis Folketinget undlader at modsætte sig.

Men Folketingets nye epidemiudvalg er ifølge Jyllands-Posten sammensat sådan, at regeringen har mange muligheder for at få grønt lys til indgreb, selv om der kun er et mindretal af mandater i Folketinget, der støtter dem.

Det viste sig mandag, da S, DF og SF støttede regeringens forslag om at indføre en isolationspligt i Vollsmose og bøder til dem, der overtrådte den. De tre partier har 11 af 21 pladser i epidemiudvalget, altså et flertal. Men i folketingssalen har S, DF og SF kun 80 mandater i alt.

Det virker ikke gennemtænkt, lyder det fra Peter Bjerre Mortensen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

"Når man giver udvalget så stor magt, vil det være rimeligt, at det også afspejler magtfordelingen i Folketinget. Det er svært at forestille sig, at de helt har tænkt det her igennem," siger han.

Aktuelt ligger der ca. 50 bekendtgørelser med coronarestriktioner, som enten skal ophæves eller behandles i epidemiudvalget i den kommende måned. De handler om alt fra forsamlingsforbud til de erhverv, der er lukket i øjeblikket.

Problemet opstår, når 179 mandater i Folketinget skal koges ned til 21 pladser i et udvalg.

Det sker efter en sindrig matematisk udregning, som betyder, at nogle partier får uforholdsmæssigt mange pladser, mens andre er underrepræsenteret.

De Radikale, Enhedslisten og De Konservative mener, at sagen bør drøftes, når epidemiloven skal evalueres i efteråret.

"Der er demokratisk underskud, når der kan laves flertal i udvalget, som ikke nødvendigvis repræsenterer et flertal i Folketinget," siger sundhedsordfører Per Larsen (K).

Politisk ordfører Sophie Løhde (V) kalder det "dybt problematisk, hvis regeringen vil gøre brug af mindretal til at indføre tvangsindgreb over for danskerne", men påpeger, at en sag i sidste ende kan tages op i folketingssalen.

"Vi har den parlamentariske sikkerhedsventil," siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Hans ministerium skriver i et svar, at "det er Folketinget selv, der har nedsat epidemiudvalget".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også