To ugers indefrosne feriepenge kan udbetales om få uger

Folketinget har tirsdag vedtaget, at det bliver muligt at få de sidste indefrosne feriepenge udbetalt ved udgangen af marts.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på et pressemøde om udbetaling af de første feriepenge. | Foto: Jens Dresling
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på et pressemøde om udbetaling af de første feriepenge. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Tirsdag har alle partier i Folketinget stemt et lovforslag igennem, der betyder, at danskere med indefrosne feriepenge vil kunne få udbetalt pengene i slutningen af marts.

Kun løsgængerne Uffe Elbæk og Susanne Zimmer fra Frie Grønne stemte imod.

Tilbage i december sidste år indgik regeringen, Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet en politisk aftale, hvor det fremgik, at pengene skulle kunne udbetales ultimo marts.

Her var elementet med feriepengene dog kun en del af en samlet aftale, der også handlede om en eksportpakke og en reserve til forlængelse af hjælpepakker.

Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance var ikke med i den samlede aftale.

Beskæftigelsesministeriet oplyser tirsdag, at det stadig er planen, at pengene skal udbetales i slutningen af marts.

Ekstraordinær udbetaling under coronakrisen

Danskerne fik sidste år mulighed for at få udbetalt de første tre ugers indefrosne feriepenge.

De i alt fem ugers feriepenge skulle egentlig have været indefrosset som følge af den nye ferielov.

Men på grund af coronakrisen og de deraf følgende økonomiske problemer for mange virksomheder vedtog Folketinget sidste år i to omgange, at pengene skulle kunne komme til udbetaling.

Det skal sætte skub i forbruget og få gang i samfundshjulene.

Finansministeriet vurderede i december, at der kunne udbetales feriemidler for omkring 45 milliarder kroner til danskerne i anden omgang, altså med de sidste to ugers indefrosne feriepenge.

Ministeriet vurderede imidlertid, også baseret på udbetalingerne af de første tre ugers feriepenge, at der forventet i anden omgang ville blive udbetalt feriepenge for omkring 24 milliarder kroner efter skat.

Det skyldes, at ikke alle danskere har valgt at få udbetalt deres indefrosne feriepenge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også