It-forening kalder nyt forslag fra Hækkerup for total-registrering

Justitsminister undersælger "markante udvidelser" af overvågning af mobiler i ny lovskitse, mener forening.
Regeringen har lavet en skitse til en ny lov om hvilke data fra mobiltelefoner, som teleselskaberne skal gemme. Det fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S) tirsdag. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Regeringen har lavet en skitse til en ny lov om hvilke data fra mobiltelefoner, som teleselskaberne skal gemme. Det fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S) tirsdag. | Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Regeringer lægger ifølge It-politisk Forening op til at gemme løbende oplysninger om alle mobiltelefoners lokation og dermed en massiv udvidelse af overvågningen i Danmark.

Tirsdag fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S), at regeringen har lavet en skitse til en ny lov om hvilke data fra mobiltelefoner, som teleselskaberne skal gemme.

Selv præsenterede han skitsen som en svækkelse af politiets efterforskningsarbejde, men nødvendig for at leve op til kendelser fra EU-Domstolen.

Ifølge It-politisk Forenings formand, Jesper Lund, har ministeren dog groft undersolgt hvilken overvågning af borgerne, som forslaget indeholder.

"Justitsministeren vil have også til at tro, at han indskrænker logningen. Men i virkeligheden foreslår han en række markante udvidelser af logningen," siger han.

Det handler særligt om hvilke oplysninger fra vores mobiltelefoner, som regeringen vil pålægge teleskaberne at gemme, forklarer Jesper Lund.

I dag skal teleskaberne gemme oplysninger om aktivitet fra mobiltelefonerne. Det kan være sms-beskeder og opkald.

Her skal teleselskaber blandt andet gemme oplysninger om, hvor mobilen befandt sig, da aktiviteten fandt sted.

"I den nye plan skal teleselskaberne forpligtes til at gemme maste-oplysninger fra ikke-aktive mobiltelefoner i et år," siger Jesper Lund.

"Det vil sige, at 24 timer i døgnet vil det blive registreret - eksempelvis hvert femte minut - hvilken mast din telefon er tilknyttet."

"Det vil være en total-registring af, hvor du har været, hvilke sociale miljøer du frekventerer, og hvordan du bevæger dig rundt i det offentlige rum."

"Det er en meget omfattende overvågning af os alle sammen."

Lovskitsen indeholder også ændringer af, hvornår politiet må bede teleselskaberne om de oplysninger, som de er pålagt at gemme.

Ifølge Justitsministeriet må registreringerne ikke anvendes som bevismaterialer i sager om almindelig kriminalitet. Der er dog ikke en afgrænsning af almindelig og grov kriminalitet.

Lov-skitsen er blevet mødt med kritik fra regeringens støttepartier, De Radikale, SF og Enhedslisten.

Eksempelvis siger Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, at hun har "meget svært" ved at se, hvordan hendes parti skal lægge stemmer til forslaget.

"Det, at vi alle sammen bliver overvåget, er en meget høj pris at betale for at give politiet nogle redskaber, som de allerede har," siger hun.

"Det er jo sådan, at dommerkendelserne sidder ret løst, når det handler om overvågning af mobiltelefoner."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også