Udskældt Venstre-minister får kritik af statsrevisorer

Tidligere Venstre-minister Esben Lunde Larsen pressede på for tvivlsom EU-støtte landbruget.
Esben Lunde Larsen | Foto: Christer Holte
Esben Lunde Larsen | Foto: Christer Holte
af ritzau

I sin tid som miljø- og fødevareminister godkendte Esben Lunde Larsen (V) tvivlsomme udbetalinger EU-støtte. Havde han været minister i dag, var han røget på sagen, vurderer næstformand for Statsrevisorerne, Klaus Frandsen (R).

Det sker i forbindelse med, at Statsrevisorerne har rettet en krads kritik mod Landbrugsstyrelsen, der i mere end 15 år ikke har kontrolleret udbetalinger af EU-støtte til landbruget ordenligt.

I Statsrevisorernes beretning fremgår det, at ministeriet lagde sager til godkendelse til ministeren, hvor man vidste, at man muligvis omgik EU's regler.

"Alligevel godkender ministeren sagen. Det er kritisabelt, at man overhovedet lægger sagen op til ham. Og det er også kritisabelt, at han vælger bare at lade sagen køre," siger Klaus Frandsen og fortsætter:

"Vi mener, at der var advarselssignaler nok i det, han fik op på sit bord, til at han godt kunne have set, at det var problematisk."

Statsrevisor for De Konservative, Mette Abildgaard, supplerer:

"I 2016 og 2017 bliver der præsenteret nogle sager for den ansvarlige minister, hvor der er en vurdering af, at giver man den adspurgte tilladelse, så er der en risiko for, at EU vil omstøde afgørelsen."

"Fordi man har opdelt sin virksomhed med henblik på at få højere EU-støtte. Det bliver ministeren gjort opmærksom på. Alligevel godkender man fremgangsmåden politisk."

Esben Lunde Larsen var minister fra 2015 til 2018. Han blev kritiseret for at være endog meget lyttende over for erhvervslivet og flere sager - blandt andet sagen om kvotekonger - pressede ham til sidst ud af jobbet.

Han er efterfølgende flyttet til Washington i USA og har forladt dansk politik.

Derfor har Klaus Frandsen også svært ved at se, at sagen kan få nogle konsekvenser for den tidligere minister.

Man han mener, at sagen havde kostet ham jobbet, hvis han stadig bestred embedet.

"Det er en helt, helt personlig holdning. Men jeg mener, at han næppe ville være minister efter denne sag, havde han siddet stadig," siger Klaus Frandsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også