LA-leder Vanopslagh uden stor tiltro til myndigheders formaninger

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, mener, at man skal tage myndigheders advarsler med et gran salt.
Alex Vanopslagh | Foto: Jens Dresling
Alex Vanopslagh | Foto: Jens Dresling
af ritzau

I sit oplæg til partiledernes forhandlinger om fortsat genåbning mandag understreger Statens Serum Institut, at coronapasset er et vigtigt værktøj for at holde pandemien med covid-19 under kontrol over sommeren.

Lederen af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, mener dog, at brugen af passet bør skaleres markant ned.

"Der er ingen mennesker ved deres fulde fem, der kan mene, at det er brug af coronapas på et bibliotek, der gør, at vi har smitten under kontrol. Så lad os droppe passet der, hvor det er åbenlyst unødvendigt."

"Og lad os bruge det med en kørekortmodel, hvor det er oplagt, i eksempelvis fitnesscentre og i foreningslivet. Og så der, hvor der er en særlig risiko, kan vi bruge det som nu," siger han.

Statens Serum Institut skriver i sit oplæg, at brugen af coronapas har til formål at "bevare incitamentet for den enkelte til at blive testet, hvilket er essentielt for at identificere smittekæder". Passet er ifølge instituttet vigtigt for at "understøtte fortsat testning" hos de grupper, der ikke er vaccinerede.

Det ændrer dog ikke på Alex Vanopslaghs holdning.

"Vi ved, at denne regering har en historisk stor styring af myndighederne, og det gælder også sundhedsmyndighederne. Jeg er politiker og er valgt til at skulle bruge min sunde fornuft," siger han og fortsætter:

"Det var ikke sund fornuft at have en 30-minutters-regel. Det mente Statens Serum Institut også, var nødvendigt. Nu har vi så et coronapas til alle aktiviteter i Danmark."

At regeringen skulle have indflydelse på, hvad Statens Serum Institut anbefaler, afviser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

"Vi sender papirerne fra Statens Serum Institut uredigeret til partierne, og sådan skal det også være."

"Man kan som borger og parti have fuldstændig tillid til, at vi har nogle myndigheder, som kan udføre deres arbejde og rådgive både regeringen og partierne. Jeg appellerer så til, at man også lytter til den rådgivning," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også