Konservative: Grænsen for automatisk nedlukning hæves

SSI vil hæve grænsen for automatisk nedlukning fra et incidenstal på 250 til 300, siger Per Larsen.
Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
af ritzau

Flere kommuner og sogne kan snart ånde lettet op, for Statens Serum Institut anbefaler, at grænsen for automatisk nedlukning hæves fra et incidenstal på 250 til 300.

Det oplyser Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, der fortæller, at anbefalingen kommer fra Statens Serum Institut og direktør Henrik Ullum.

Også Sundhedsministeriet kan fortælle om anbefalingen fra Statens Serum Institut. Det gør ministeriet til TV2.

Per Larsen betragter det som en formalitet, inden det bliver ført igennem.

"Det er lidt implicit i modellen, at når incidenstallet vokser, og der er plads til det, så skal det følge med op, så man ikke kommer til at lukke kommuner unødigt," siger han.

"Sidst hævede man det fra 200 til 250, og nu hæver de det så med yderligere 50. Det giver jo alt andet lige lidt mere luft til de kommuner, hvor det begynder at presse sig lidt på."

SSI skal indstille det til Epidemikommissionen, der består af en række aktører i ministerier, styrelser og organisationer.

Derefter skal kommissionen godkende det og så indstille det til regeringen, og endeligt bliver det behandlet i Epidemiudvalget.

Epidemiudvalget har møde onsdag, og umiddelbart derefter - givetvis torsdag - vil ændringen træde i kraft.

"Hvis det skal speedes op, kan det sendes som en skriftlig proces, og så kan det givetvis ske før. Epidemikommissionen skal jo lige behandle det og sige god for det," siger Per Larsen.

Fredag eftermiddag åbnede afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause for muligheden.

Hun sagde blandt andet til TV2, at "samfundet kan acceptere en højere smitte, fordi man er kommet længere med vaccinationerne".

Loftet ligger lige nu på 250 positive test per 100.000 indbyggere på en uge.

Tallet skal korrigeres for, hvor mange test der udføres. Det er det, der kaldes incidenstallet.

Frederiksberg og Solrød er i øjeblikket tættest på nedlukning. Frederiksberg har i øjeblikket et testkorrigeret incidenstal på 215, mens Solrøds er 211,1.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også