EL: Uddannelsessteder i provinsen må ikke blive en spareøvelse

Der skal investeres i de nye uddannelsessteder, hvis regeringens udspil skal fungere, mener Mai Villadsen (EL).
Mai Villadsen (EL) | Foto: Claus Bech
Mai Villadsen (EL) | Foto: Claus Bech
af ritzau

Regeringens udspil om at etablere 25 nye uddannelsessteder i hele landet frem mod 2025, vil skabe muligheder for unge rundt om i landet, mener Enhedslisten.

Men det er bekymrende, at det ser ud til, at regeringen ikke har planer om at tilføre penge til uddannelsessektoren, mener politisk ordfører Mai Villadsen.

"Det bliver en svær balance at få uddannelsesmulighederne bredt ud i landet. For jeg mener, at der skal investeres i, at uddannelseskvaliteten ikke daler, og jeg er bekymret for, at det er en regulær spareøvelse for regeringen."

"Hvis det her skal lykkes, er der nødt til at følge ordentlige penge med, fordi de her små steder ikke kan benytte sig af stordriftsreformerne. Men vi skal samtidig heller ikke bare udsulte de mange uddannelsespladser, som fortsat skal være i byerne," siger hun.

At regeringen ikke har sat penge af til uddannelsessektoren i udspillet er bekymrende. Der skal nemlig penge til for at sikre et ordentligt fagligt miljø, mener Mai Villadsen.

"Hvis det her er en spareøvelse, kan vi risikere at fjerne muligheder fra de unge mennesker og skade uddannelseskvaliteten."

"Vi skal passe på vores uddannelser og vores studerende. Både dem i landdistrikterne, og dem som bor eller er flyttet til byen," siger hun.

Derfor vil Enhedslisten også fokusere på at sikre, at der investeres i de nye uddannelsessteder ved forhandlingerne til efteråret, siger Mai Villadsen.

I udspillet kommer regeringen med en stor plan for, hvordan flere studerende skal læse i mindre byer frem for København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Blandt andet ønsker regeringen, at 60 procent af de fire store velfærdsuddannelser skal ligge uden for de største byer. De fire uddannelser er lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

Derudover skal der også etableres fem nye udbud af universitetsuddannelser uden for de største byer.

Selv om det er positivt, at der kommer nye uddannelser til, understreger Mai Villadsen, at det er vigtigt, at uddannelserne i byerne ikke glemmes.

"Nøglen for mig er at der fortsat skal være muligheder i vores land. Vi skal sikre at der er muligheder i hele landet. For der er både folk, som gerne vil blive boede, der hvor de er vokset op, og nogen som gerne vil ind til byerne."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også