95 procent i Danmark har takket ja til tilbudt vaccine

Indtil videre har de fleste borgere takket ja til vaccine. Tilslutningen har været størst i sundhedsvæsenet.
Tilslutningen til det danske vaccinationsprogram har været imponerende, mener sundhedsministeren. | Foto: Finn Frandsen
Tilslutningen til det danske vaccinationsprogram har været imponerende, mener sundhedsministeren. | Foto: Finn Frandsen
af ritzau

Indtil videre har det været meget stor tilslutning til at blive vaccineret mod corona i Danmark.

19 ud af 20, der er blevet tilbudt en vaccine, har sagt ja til stikket.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

"Vi har hele tiden vidst, at danskerne var villige til at lade sig vaccinere, men det er meget imponerende, at den samlede vaccinationstilslutning blandt de første ni målgrupper er helt oppe på 94,9 procent," skriver han.

I Danmark bliver man vaccineret i rækkefølge, hvor især alder spiller ind, og opgørelsen fra Heunicke tæller personer til og med gruppe ni, som dækker folk ned til 64-65 år.

Der har været størst tilslutning blandt personale i sundhedssektoren og socialsektoren, hvor 98,4 procent har sagt ja til at blive vaccineret.

Danmark er blandt de lande i verden, hvor flest er villige til at lade sig vaccinere.

Andelen af personer, der vil tage en vaccine, vil formentlig falde en lille smule, i takt med at de yngre grupper står for tur.

I hvert fald viser flere målinger, at tilslutningen til vacciner stiger i takt med alderen.

Omkring 80 procent mellem 18-39 år er klar til at tage en vaccine. Det viser en rapport fra slutningen af maj fra Hope-projektet på Aarhus Universitet, der under coronapandemien undersøger befolkningens adfærd og holdninger.

Samlet er 87 procent af befolkningen klar til at tage en vaccine, viser rapporten, der er baseret på interviews med 500 danskere på daglig basis.

I lande som Tyskland, Frankrig og USA er det kun omkring 60 procent, som vil vaccineres.

Herhjemme fortsætter myndighederne med at tilbyde vaccine til foreløbig alle over 16 år.

Alle borgere over 50 år er inviteret til vaccination, og resten modtager en invitation inden længe, oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Over 2,2 millioner danskere har indtil videre modtaget mindst én vaccinedosis. Det svarer til 37,7 procent af den samlede befolkning. Næsten 1,3 millioner er færdigvaccineret, svarende til 22,1 procent af befolkningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også