Partier: Massiv testindsats og coronapas går hånd i hånd

Så længe man kræver coronapas, er det svært at skære markant ned på testindsatsen, siger flere partier.
Foto: Martin Sylvest
Foto: Martin Sylvest
af ritzau

Antallet af danskere, der har brug for at blive testet for at få et grønt coronapas, bliver mindre og mindre. Men flere partier advarer imod, at man ruller den markante testkapacitet tilbage.

For når man kræver coronapas, skal borgere også kunne blive testet.

"Det koster rigtigt meget at teste så massivt, som vi gør. Og efterspørgslen vil falde helt af sig selv," siger De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen og fortsætter:

"Men det er klart, at så længe det er et krav at have en test for at at lave helt almindelige hverdagsting, skal det være muligt for borgeren at få en test på en nem måde."

Danmark har en massiv testindsats. Kapaciteten er på op mod 400.000 test om dagen fordelt på 667 testcentre over hele landet.

Kapaciteten blev øget markant, da det blev en strategi, at alle danskere skulle testes flere gange om ugen i vinter. Samtidig indførtes coronapasset, hvor en test giver et grønt pas i 72 timer.

Berlingske skrev tidligere på ugen, at teststrategien koster omkring to milliarder kroner om måneden. Samtidig falder antallet af danskere, der har brug for test, støt.

2,4 millioner danskere har fået første stik med en vaccine, der giver et grønt coronapas efter 14 dage. Og 272.371 har overstået sygdommen, hvilket giver et grønt pas i 180 dage. Der kan dog være sammenfald mellem de to grupper.

Man skal være varsom med at rulle testkapaciteten tilbage, siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl:

"Så længe vi stiller krav om, at man kun kan komme til bestemte ting, hvis man er blevet testet, skal man selvfølgelig også nemt kunne få en test."

"Det er klart, at vi ikke skal bruge flere penge end højst nødvendigt, men det handler om at sikre folks frihed," siger DF's formand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også