PolicyWatch

Morten Østergaard bliver klimarådgiver i cbrain

Tidligere leder for De Radikale Morten Østergaard vil udtræde af Folketinget med omgående virkning, oplyser han på Facebook.

Morten Østergaard | Foto: Jens Dresling

Tidligere leder fra De Radikale Morten Østergaard vil udtræde af Folketinget med omgående virkning. Det oplyser han i et opslag på Facebook.

1. august starter han som klimarådgiver i cbrain, hvor han rolle blandt andet består i at "hjælpe ledelsen med at udforme en strategi for klimaløsninger, som et nyt forretningsområde," lyder det i opslaget.

"Jeg brænder for klimasagen og har tidligere arbejdet professionelt med digitalisering. Og jeg ved, at for at vi kan nå vores fælles klimamål, så skal vi have nedbragt tiden gevaldigt fra politiske beslutninger til konkret handling," skriver Morten Østergaard på Facebook.

Morten Østergaard trak sig som leder for partiet i oktober sidste år efter sager om krænkelser. Dernæst blev han sygemeldt.

På Facebook kalder Østergaard det en ære i 15 år at tage del i folkestyret. Han er ked af den måde, han forlod politik på.

"Jeg er selvsagt ked af den måde, mit politiske virke sluttede på, og de fejl, jeg begik undervejs – det kan jeg ikke gøre om, men jeg håber, at I tror mig, når jeg siger, at jeg har lært af det hele," skriver Morten Østergaard i opslaget.

It-virksomheden Cbrain har blandt andet udviklet softwareproduktet F2, som selskabet har målrettet den offentlige sektor.

"Med afsæt i verdensmål 13 om klimaindsats, skal jeg hjælpe ledelsen i cbrain med at udvikle en strategi for at understøtte regeringer og myndigheders arbejde med klima. Det er forretningsudvikling – ikke lobbyisme. Jeg lægger politik bag mig og glæder mig til at lære en masse af mine nye kolleger," skriver Østergaard.

Han har desuden ikke flere kommentarer, skriver han.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier