Blå partier vil give virksomheder kompensation ved Delta-smitte

Virksomheder bør få adgang til kompensation, hvis de må sende ansatte hjem, mener Venstre og De Konservative. Opdateret.
Venstre og Konservative er bekymrede for erhvervslivet. Særligt restaurationsbranchen der er midt i højsæsonen for ferier og restaurantbesøg. | Foto: Finn Frandsen
Venstre og Konservative er bekymrede for erhvervslivet. Særligt restaurationsbranchen der er midt i højsæsonen for ferier og restaurantbesøg. | Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

Hvis det strengere karantænekrav, der er ved den særlige Delta-variant af coronavirus, skal fortsætte, skal der laves en kompensationsordning for virksomheder, som er nødt til at sende deres medarbejdere hjem.

Det mener sundhedsordfører for De Konservative Per Larsen.

Som kravet er nu, skal man isoleres ud i tredje led.

Det vil sige, at det ikke længere kun er nære kontakter til en smittet med Delta-varianten. Men også de nære kontakters nære kontakter skal gå i isolation.

Det krav er helt ude af proportioner, mener Per Larsen.

"Jeg forstår simpelthen ikke, at man opskalerer så kraftigt i forhold til isolation, da det har nogle store konsekvenser for de isolerede og erhvervslivet," siger han.

Fungerende politisk ordfører i Venstre Thomas Danielsen er ligesom Per Larsen bekymret for erhvervslivet og særligt restaurationsbranchen midt i højsæsonen for ferier og restaurantbesøg.

Derfor ønsker han, at det skal være muligt for virksomheder at søge om økonomisk støtte fra staten, som det tidligere er set med coronahjælpepakker, hvis man rammes af nedlukninger grundet Delta-varianten.

"Det er bekymrende, at der på nuværende tidspunkt ingen støtte er til erhvervslivet, hvis det er tvunget til nedlukning grundet de voldsomme karantænekrav. Og da regeringen har været meget stille omkring det her, bliver jeg bekymret for dens vilje til at støtte erhvervslivet. Vi er midt i højsæsonen for restaurationsbranchen, en branche hvor det ikke er muligt at arbejde hjemmefra, og som har været nedlukket i lang tid. Derfor er det vigtigt, at den støttes, hvis den er tvunget til nedlukning," siger han.

8803 personer og deres nære kontakter er på en uge blevet bedt om at gå i isolation på grund af tilknytning til 393 smittede med Delta-varianten.

På nuværende tidspunkt vurderer sundhedsmyndighederne, om der skal ændres på retningslinjerne for smitteopsporing, skriver SSI i et skriftligt svar til Ritzau.

Men de strengere karantænekrav har betydet, at udbredelsen af Delta-varianten er blevet forsinket. Men den er nu for alvor i vækst i Danmark. Derfor er der et kapløb på tid mellem vacciner og smitte, og det vil fortsat give god mening at have tæt smitteopsporing, skriver SSI.

Delta-varianten stammer fra Indien og ud over, at den er særdeles smitsom, vurderer Statens Serum Institut (SSI), at den kan medføre et mere alvorligt sygdomsforløb end de øvrige kendte coronavarianter.

SSI vurderer, at mellem 16,2 og 25,3 procent af alle coronatilfælde i Danmark lige nu er med Delta-varianten.

Erhvervsliv vil have lempet isolationskrav for Delta-variant 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også