PolicyWatch

Medstifter vender tilbage til Veganerpartiet som frontfigur

Michael Monberg har tidligere været forperson for Veganerpartiet. Søndag er han valgt som politisk ordfører.

Veganerpartiet her i færd med sit første pressemøde i et forsamlingshus på Onkel Dannys Plads på Vesterbro i København mandag 28. september 2020. | Foto: Emil Agerskov

Michael Monberg er blevet valgt som politisk ordfører i Veganerpartiet.

Det står klart efter en afstemning ved et digitalt ekstraordinært landsmøde søndag.

43-årige Monberg var oprindeligt partiets forperson, men trak sig, efter at partiet blev opstillingsberettiget i september sidste år.

Det gjorde han, fordi han "for første gang har muligheden for, med ro i sindet, at fokusere på de ting", som han ikke har kunnet prioritere grundet arbejdet i partiet. Det skrev han på Facebook.

Michael Monberg blev efterfulgt af Lisel Vad Olsson, som overtog posten, mens Henrik Vindfeldt blev partileder. Vindfeldt og Monberg stiftede Veganerpartiet sammen i 2018.

Men op til partiets landsmøde 12. juni trak Vindfeldt sig som partileder. Det blev besluttet på landsmødet, at posten som partileder skulle erstattes af en politisk ordfører.

Det er i lighed med eksempelvis Enhedslisten, hvor det er den politiske ordfører, der er partiets ansigt udadtil.

Ordføreren vælges for en periode på to år, og medlemmerne har altså valgt Monberg til posten.

Han vandt med 62 procent af stemmerne over Lisel Vad Olsson og Simon Nyborg Jensen. De fik henholdsvis 27 og 11 procent af stemmerne.

Michael Monberg besluttede som 37-årig at stoppe med at spise animalske fødevarer og lægge uld- og skindprodukter på hylden.

Det var Netflix-dokumentaren "Cowspiracy", som overbeviste ham, har han fortalt til DR Nyheder.

"Jeg har spist præcis lige så meget kød, som alle andre, og haft den her overbevisning om, at der er et eller andet livsnødvendigt i kød, mælk og smør. Det er der bare ikke."

"I en moderne verden, som den vi lever i, er det bare en dårlig undskyldning, at vi ikke kan leve uden animalske produkter," sagde han til mediet.

Som politisk ordfører bliver en af opgaverne for Monberg at forene veganisme og en politisk vej. Det sagde han på søndagens digitale landsmøde.

"Vi skal lære Danmark, at der er en vej frem, hvor man ikke er ond mod dyrene, men god ved naturen, og hvor man kan overveje, om evig vækst er vejen frem," lød det.

Veganerpartiets leder trækker sig dagen før landsmøde

Veganerpartiets forperson: Vi lever vegansk og står ved det 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier