Sådan kan regeringen gribe ind i sygeplejestrejken

Sidste gang regeringen greb ind i en konflikt mellem arbejdsmarkedets parter, var ved lærerlockouten i 2013. Læs her, hvordan et regeringsindgreb foretages.
Sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, efter mødet med Danske Regioner onsdag. | Foto: Philip Davali
Sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, efter mødet med Danske Regioner onsdag. | Foto: Philip Davali
af ritzau

Sygeplejerskerne har strejket siden 19. juni, efter at et flertal af medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd havde vendt tommelfingeren nedad til et forslag om en ny overenskomst.

Onsdag har sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, været til møde med regionernes chefforhandler, Anders Kühnau.

Begge parter har givet udtryk for, at de ikke er kommet en løsning nærmere.

Det kan ende med et regeringsindgreb, og her ses, hvad det vil sige:

* Politikerne vil normalt helst holde sig uden for overenskomstforhandlingerne, men når en konflikt har løbet et stykke tid, og der ikke er udsigt til en løsning, vil de ofte standse konflikten med en lov.

* Man kalder det et regeringsindgreb, for det er beskæftigelsesministeren, der kommer med lovforslaget.

* Det kræver, at et flertal i Folketinget vil stemme for, og regeringsindgreb i arbejdskonflikter vedtages normalt også af meget brede flertal.

* En af grundene, til at arbejdsmarkedets parter accepterer indblanding fra politikernes side, er, at regeringen i tilfælde af et lovindgreb afspejler en neutral tredjepart. Det vil sige, at lovindgrebet er afbalanceret i forhold til begge parters interesser.

* Det mest almindelige scenarie er, at regeringen ophæver et forkastet mæglingsforslag fra forligsinstitutionen til lov.

* Hvis der ikke findes et mæglingsforslag fra forligsinstitutionen, har regeringen eksempelvis i 1995 gjort forligsmanden til opmand. Det vil sige, at regeringen gav forligsmanden bestillingen at skrive loven, som Folketinget siden vedtog.

* I forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933 greb den danske regering for første gang aktivt ind i arbejdsmarkedsparternes overenskomstforhandlinger.

* Siden har skiftende regeringer grebet ind mere end 50 gange i parternes forhandlinger. Senest det skete, var i forbindelse med den såkaldte lærerlockout i 2013.

Kilder: Videnskab.dk, Fh.dk, Ritzau

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også