Politiske ordførere: Fødevarevirksomheder slipper for billigt med klimavildledning

Flere af Folketingets ordførere udtrykker utilfredshed med, af fødevarevirksomheder i Danmark står til mindre bøder end virksomheder i andre brancher, hvis de vildleder forbrugerne i deres klimamarkedsføring.
"Det er hat og briller, hvis fødevarevirksomheder kan få markant lavere bøder end i andre brancher," siger Signe Munk, klimaordfører for SF. | Foto: Jens Dresling
"Det er hat og briller, hvis fødevarevirksomheder kan få markant lavere bøder end i andre brancher," siger Signe Munk, klimaordfører for SF. | Foto: Jens Dresling

Fødevarevirksomheder, som vildleder forbrugerne i markedsføring af klimatiltag, slipper for billigt sammenlignet med andre brancher. Det mener en række af Folketingets ordførere. Det skriver Børsen.

For bøderne til fødevarevirksomheder, som benytter sig af såkaldt "greenwashing", er angiveligt lavere end i andre brancher, hvilket er uforståeligt, mener en række klima- og fødevareordførere og jurister.

"Det er helt hat og briller, hvis fødevarevirksomheder kan få markant lavere bøder end i andre brancher. Der er et kæmpe behov for, at lovgivningen bliver ensartet, både i forhold til strafstørrelse, og hvad der betegnes som værende vildledende markedsføring, når det gælder klima og miljø," siger Signe Munk, klimaordfører for SF.

Hun bakkes op af Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen og Radikale Venstres klimaordfører Rasmus Helveg Petersen, mens Dansk Folkepartis fødevareordfører Lise Bech vil tage sagen op til næste møde mellem Folketingets ordførere og fødevareministeren.

Greenpeace og Klimabevægelsen har tidligere udtrykt kritik af de sanktionsmuligheder, Fødevarestyrelsen har i sager om klimavildledning af forbrugere – f.eks. i forbindelse med den verserende retssag om Danish Crowns klimamærkning.

Normalt behandler Forbrugerombudsmanden markedsføringssager, mens klager over fødevareselskaber som en særregel varetages af Fødevarestyrelsen.

Forbrugerombudsmanden kan udmåle straffen ud fra den enkelte sags værdi, hvilket kan løbe op i millioner, hvorimod styrelsen maksimalt kan udstede en bøde på 10.000 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også