Arne-pension sender hundredvis af ansøgere til Rigsarkivet

For at få ret til tidlig pension skal man dokumentere op til 44 års arbejde. Det mærker Rigsarkivet.
Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus
AF RITZAU

For at få ret til tidligere pension, den såkaldte Arne-pension, skal ansøgere kunne dokumentere op til 44 år på arbejdsmarkedet. Det kan være svært og det har medført hundredvis af ansøgninger om dokumenter hos Rigsarkivet.

Det skriver Fagbladet FOA, der samtidigt skriver, at det giver forlænget sagsbehandling på ni til 12 måneder.

"Borgerne søger hjælp til at finde dokumentation, som ikke i forvejen er hos Udbetaling Danmark, og som kan dokumentere deres tilknytning til arbejdsmarkedet."

"Vi er i dialog med de relevante myndigheder om mulige løsninger på de nuværende udfordringer med lange sagsbehandlingstider på egenaccesområdet," skriver vicedirektør ved Rigsarkivet Ole Magnus Mølbak Andersen til fagbladet.

Den meget omtalte ret til tidlig pension blev vedtaget i december i Folketinget. Retten skal sikre, at personer med mange år på arbejdsmarkedet kan gå tidligere pension uden, at det sker på grund af nedslidning.

En 61-årig vil eksempelvis kunne gå på pension tre år før folkepensionsalderen, hvis vedkommende har været 44 år på arbejdsmarkedet. De 44 år skal dog dokumenteres, og her kan det være svært. For der er ikke registeroplysninger, når man går længere tilbage i tiden.

Derfor kan ansøgere henvende sig til Rigsarkivet for at få data om sig selv fra eksempelvis Det centrale skatteyderregister eller Person Indkomstregistret.

Det har 867 personer gjort alene i de første fire uger af august.

Maria Melchiorsen, forbundssekretær ved FOA, siger til sit fagblad, at det for mange af medlemmerne kan være svært at dokumentere den første del at deres arbejdsliv:

"Det ændrer ikke ved, at de har haft mange år på arbejdsmarkedet og har brug for at trække sig."

"Det samme gælder medlemmer, der måske kommer fra udlandet, og hvordan dokumenterer man deres arbejdsmarkedstilknytning i et andet land? Det her spørgsmål har helt klart vores bevågenhed."

Der blev åbnet for ansøgninger til tidlig pension den 1. august i år. Ifølge Beskæftigelsesministeriet kom der 7124 ansøgninger på de første tre dage af august.

Ministeriet oplyser, at der forventes opdateret tal inden for den nærmeste fremtid.

 

Første danskere har fået godkendt Arne-pension 

På tre dage har mere end 7000 søgt tidlig Arne-pension 

Nu åbnes der for ansøgninger til Arne-pensionen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også