Landmænd og naturvenner ser ambitioner i blåt landbrugsudspil

Mere udtagning af lavbundsjorde glæder naturforening, som dog ønsker større fokus på reduktion af kvælstof.
Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er tilfreds med, at blå bloks landsbrugsforslag indeholder udtagning af 100.000 hektar lavbundsjord. | Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er tilfreds med, at blå bloks landsbrugsforslag indeholder udtagning af 100.000 hektar lavbundsjord. | Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Landbruget og naturfredningsforening bruger ordet "ambitiøs" om de borgerlige partiers nye landbrugsudspil, som er blevet præsenteret fredag.

De blå partier vil finansiere 100.000 hektar lavbundsjorde og randarealer, mens regeringens udspil lægger op til 88.500 hektar.

Det glæder Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, at de borgerlige vil hæve ambitionsniveauet.

"Klimaambitionerne er rigtig vigtige, og man må tage fat på tiltag, hvor vi ved, at vi kan gå i gang nu. Det er at tage landbrugsjord ud af produktion og lave det om til natur. De her 100.000 hektar er ambitiøst, og det skal i gang nu," siger hun.

Til gengæld efterlyser Maria Reumert Gjerding fokus på reduktion af kvælstofudledning.

De blå partier lægger op til, at grønne indsatser uden for markerne skal sikre reduktion af kvælstof. Det kan være såkaldt kollektive virkemidler som for eksempel minivådområder, hvor landmænd frivilligt og mod erstatning lægger jord til indsatserne, lyder det.

"Det er meget bekymrende, at man lægger op til at lade det være mere frivilligt, om landmændene vil reducere deres kvælstofudledning. Frivillighed virker jo ikke. Det er helt nødvendigt, at kvælstofreduktionerne findes der, hvor vandmiljøet har behov for det. Hvis man bare siger, at dem, der vil, er velkomne, hjælper det for eksempel ikke vores natur i havet," siger Maria Reumert Gjerding.

Hun sender en klar opfordring til regeringen og støttepartierne om at holde fast i krav om kvælstofreduktion.

Godt, at man anviser finansiering, mener Landbrug & Fødevarer

Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, kalder det "et meget ambitiøst udspil, som stiller store krav til erhvervets omstillingsevne".

"Når man har store ambitioner, følger også et stort ansvar for at sikre nogle penge til investeringerne. Her synes jeg, at det blå udspil løfter sin opgave, hvor man anviser finansiering til også at investere i blandt andet de jorde, der skal udtages. Det kan jo ikke være rigtigt, at det er den landmand, der tilfældigvis ejer jorden, som skal bære regningen."

Han mener, at de kollektive virkemidler er det eneste rigtige for at reducere yderligere i kvælstofudledningen.

"Der er mange landmænd, der vil have et minivådområde eller lægge jord til et vådområde. Men udfordringen har blandt andet været bureaukratiske it-systemer, og det trænger vi til et opgør med," lyder det.

Udspillet fra Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige indeholder investeringer for 750 millioner kroner i de kommende år for at understøtte den grønne omstilling.

De blå partier lægger med andre ord op til at hjælpe erhvervet igennem klimaomstillingen med flere af statens penge, end S-regeringen lægger op til.

Samlet blå blok kræver 750 millioner til grønt landbrug 

De Radikale og Enhedslisten ser ingen mulighed for bred landbrugsaftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også