SF ønsker Muhammed-tegninger ind i undervisningsmateriale

Det går ikke, at undervisere er bange for at vise Muhammed-tegningerne, siger SF-formand før årsdag for drab.
Ved at lave fælles undervisningsmateriale om Muhammed-tegningerne vil det ikke være den enkelte lærer, der kan trues til tavshed, mener SF og formand Pia Olsen Dyhr. | Foto: Jens Dresling
Ved at lave fælles undervisningsmateriale om Muhammed-tegningerne vil det ikke være den enkelte lærer, der kan trues til tavshed, mener SF og formand Pia Olsen Dyhr. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Den 16. oktober er det et år siden, at den franske geografi- og historielærer Samuel Paty blev dræbt, fordi han havde undervist sine elever i Muhammed-tegningerne.

Siden da har risikoen ved at vise tegningerne fået også danske lærere til at bøje af.

Sidste år vakte det opsigt, da en dansk lærer blev truet med drab, da hun på Facebook skrev, at hun fremover vil bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning.

Nu foreslår SF, at der skal laves undervisningsmateriale til lærere, så de ikke længere selv skal stå med beslutningen.

I sin tale ved SF's landsmøde i Kolding siger formand Pia Olsen Dyhr:

"Herhjemme er der danske undervisere, der ikke tør vise Muhammed-tegningerne i deres undervisning, hverken i folkeskolen eller på universitetet, af frygt for vold eller trusler om vold."

"Og så er det, at vi må spørge os selv: Hvor meget frihed er vi parate til at afgive for følelsen af sikkerhed?," siger Pia Olsen Dyhr.

Ved at lave fælles undervisningsmateriale vil det ikke være den enkelte lærer, der kan trues til tavshed, mener SF.

"Vi kan ikke lade voldsmanden diktere grænserne for vores frihed. Når undervisere skal frygte for deres liv på grund at visse emner, så må vi sige stop."

"Vi må stå side om side med franskmændene i kampen mod terror og den latente trussel om vold. Hvis vi bøjer os gradvist og lidt efter lidt, så bøjer vi os for det, som er blevet kaldt "Voldsmandens Veto". Så lader vi truslen om vold, drab og terror stoppe os i vores frihed," siger Pia Olsen Dyhr.

Dermed lægger hun ligesom tidligere formand Villy Søvndal op til, at Danmark ikke skal være tolerant over for de intolerante. Det er en del af SF's DNA, mener Pia Olsen Dyhr.

"SF udsprang af et opgør med kommunismen, lukketheden, diktaturet, ufriheden. SF blev stiftet som en direkte konsekvens af Sovjetunionens indmarch i Ungarn i 1956," siger hun.

"Tak til jer, der har taget den del af SF's arv til jer. Og som forstår, at kampene er de samme, men blot udspiller sig i nye gevandter, i takt med at verden forandres," siger Pia Olsen Dyhr.

Dansk Folkeparti har talt for, at der skal laves undervisningsmateriale med Muhammed-tegningerne, og at det skal gøres til en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolen og på videregående uddannelser.

Nye Borgerlige opgiver annoncer med muhammedtegninger

JP afviser at bringe Nye Borgerlige-annoncer med Muhammed-tegninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også