Minister tager godt imod barselsforslag med mere ligestilling

Peter Hummelgaard (S) ser gode takter i barselsudspil fra arbejdsmarkedets parter.
Foto: Martin Sylvest
Foto: Martin Sylvest
AF RITZAU

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tager som udgangspunkt godt imod aftalen mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) om en ny model for barsel.

De to organisationer er enige om en aftale, der stiller mor og far mere lige end i dag. Aftalen vil være et vigtigt indspil til de politiske forhandlinger om barsel, der skal finde sted i efteråret.

"Jeg er glad for, at DA og FH aktivt har meldt sig på banen for at tage del i at skabe bedre og mere fleksible rammer for forældreorlov i Danmark. Jeg synes også, at de er kommet frem til en model med mange gode takter i."

"For mig handler det om at finde en model, der er til gavn for mødre, fædre og allervigtigst for børnene," skriver ministeren i en kommentar til Ritzau.

De to organisationer har givet håndslag på en model, der øremærker 11 uger barsel efter fødslen til hver af forældrene. Resten af barslen vil så kunne deles, som det passer forældreparret.

Aftalen vil betyde, at hvis manden ikke bruger sine 11 uger, så bortfalder de.

Den officielle melding til Folketinget vil dog komme fra det nedsatte implementeringsudvalg, der er sat i verden for at se på, hvordan ny EU-lovgivning om barsel kan implementeres.

"Det er mit håb, at udvalget som helhed også vil tage positivt imod aftalen fra DA og FH. På den baggrund ser jeg frem til gode drøftelser med alle Folketingets partier," skriver Peter Hummelgaard.

I Folketinget siger flere partier, at de ønsker flere øremærkede uger til hver forælder.

På Twitter skriver Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper:

"Når vi langt om længe skal sikre ligestillingen, skal vi sørge for effekt. Derfor vil vi øremærke 14 uger til hver og resten kan overføres."

"Husk at mange mænd stadig møder mobning på arbejdspladsen over barsel og kvinder i snit mister 10 procent af livsindkomst per barn."

Også hos De Radikale ønsker man flere øremærkede uger. Det fortæller beskæftigelses- og ligestillingsordfører Samira Nawa, der samtidig har fokus på nye familieformer:

"Det er historisk ryk, hvor man får givet reel ligestilling med denne her model. Det sagt, så vil vi gerne øremærke 14 uger til hver forælder."

"Og vi vil gerne tage med ind i forhandlingerne, at der findes andre familieformer. I dag kan medfædre ikke få del af barslen og solomødre står i en særlig situation," siger hun.

En medfar er den part i et mandligt, homoseksuelt forhold, der ikke er biologisk far til barnet.

 

Arbejdsgivere og lønmodtagere enige om ny barselsmodel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også